Kohsel styrker salgsorganisationen
Virksomheden fra Hørning har ansat en ny mand til at stå i spidsen for virksomhedens salgs- og marketingaktiviteter.
Den globale leverandør af induktive komponenter Kohsel A/S har fået nyt ansigt i salgsafdelingen. Peter Elbæk begyndte i stillingen som CCO (Chief Commercial Officer) 1. februar 2023. Han overtager således ansvaret for virksomhedens samlede salgs- og marketingaktiviteter, skriver Kohsel A/S i en pressemeddelelse mandag 6. februar.
Peter Elbæk er oprindeligt uddannet ingeniør kombineret med en kommerciel baggrund, og har succesfuldt drevet og udviklet globale markeder for flere internationale virksomheder. Peter Elbæk har en flot karriere bag sig, og nu fortsætter han sin erhvervsmæssige rejse hos Kohsel.
Jan Ellegaard, administrerende direktør hos Kohsel, er begejstret over at få Peter Elbæk med på holdet.
»Peter er en stærk kapacitet at få ombord. Han har skabt vækst og videreudviklet de organisationer globalt, som han har været i. Han har erfaring fra både business development, tekniske og kommercielle salgsroller samt erfaring med samarbejdet med globale key accounts.«
Senest kommer han fra en rolle som VP for Global Sales & Service hos tyske Lipperts GmbH. Derudover har han siddet i forskellige positioner som direktør og ledende salgsdirektør hos virksomheder som Caljan, Siemens og Linak.
”Peter Elbæk har desuden en stor erfaring med og kendskab til det tyske marked, da han både har arbejdet for et dansk firma med fast bopæl i Tyskland og i tyske organisationer siden 2006. Vi er allerede til stede på det tyske marked, men ser også et stort uudnyttet potentiale på netop dette marked. Vi ser derfor frem til den værdifulde viden og indsigt i dette marked, som Peter kan bidrage med,” lyder det fra den administrerende direktør.
Grønne markeder i sigte
Peter Elbæk glæder sig til at komme i gang.
»Kohsel er en virkelig spændende virksomhed med et stort markedspotentiale foran sig. Jeg ser frem til at komme i gang med en videreudvikling af salgsorganisationen samt en udbygning af Kohsels markeder. Jeg glæder mig til at komme i gang, og ser frem til at møde kunderne samt at styrke salgsindsatsen internationalt i samarbejde med dygtige kollegaer.«
I takt med at bæredygtige løsninger fylder mere og mere i vores samfund, så spotter producenten af induktive komponenter også en grøn vækst.
»Segmenter som E-mobility, power-to-X, power conversion og vind, som vi allerede arbejder inden for, forventer vi vil vækste yderligere i de kommende år. Derfor vil vores fokus også være rettet mod disse markeder,« påpeger Jan Ellegaard.
Morten Kohsel vil derfor i den kommende tid fokusere sin energi på netop Kohsels satsning indenfor vindenergi samt power-to-X.
msb