Her er navnet til ny skole og daginstitution
Sommerbæk Børnehus og Skole er navnet på den nye daginstitution og skole i Hørning. Det blev offentliggjort fredag.
Efter en navnekonkurrence med 184 forslag til navnet på den nye daginstitution og skole i Hørning, endte det i sidste ende med at få navnet Sommerbæk Børnehus og Skole. Det besluttede Byrådet i sidste uge, står der i en pressemeddelelse.
Navneforslagene spændte bredt og tog udgangspunkt i alt fra natur, beliggenhed til lokalhistorie. Afsenderen var primært fra borgere med bopæl i Hørning, men der var også bidrag fra andre steder i Skanderborg Kommune. En bredt sammensat navnekomite – bestående af ledelses- og medarbejderrepræsentanter fra Bakkeskolen, Børnehuset Rosenvænget og Hørning Dagtilbud samt repræsentanter fra skolebestyrelsen, elevrådet og Byrådet – har vurderet forslagene og diskuteret fordele og ulemper ved de enkelte navne og indstillet et navn til godkendelse i Byrådet.
Positiv klang
Navnekomiteen valgte i enighed Sommerbæk Børnehus og Skole på baggrund af dets relation til Sommerbækkvarteret, hvor skolen er beliggende.
»Navnekonkurrencen er gået over alt forventning. Vi er glade for, at så mange ville deltage, og det er et virkeligt godt navn, der er kommet frem. Både ”sommer” og ”bæk” har en positiv klang og er i tråd med den grønne profil for den nye daginstitution og skole. Derudover er der en god tradition i Skanderborg Kommune for at navngive offentlige byggerier efter det område, de er placeret i,« siger Trine Frengler, fmd. for Børne- og Ungdomsudvalget og et af medlemmerne af navnekomiteen.
Alle de fire forslag, der tog udgangspunkt i Sommerbækken som tema for navngivning, er kåret som vindere af konkurrencen og belønnet med biografbilletter. Sommerbæk Børnehus og Skole åbner i august 2023.
kfp