Kommunen: DR-indslag om Ry rammer forbi målet
25. januar bragte DR en historie, som antyder, at Skanderborg Kommune skulle give den medlemsdrevne Brugsforening Tryg positiv særbehandling. Kritikken er ude af proportioner, siger kommunaldirektør Lars Clement.
DR rejser i et indslag 25. januar tvivl om Skanderborg Kommunes objektivitet og upartiskhed i arbejdet med udvikling af butikstorvet i Ry Øst.
I indslaget gives der eksempler på, at Brugsforeningen Tryg angiveligt skulle have fået positiv særbehandling af Skanderborg Kommune. Men de påstande er misvisende, forklarer kommunaldirektør Lars Clement i en pressemeddelelse:
»Vi kan ikke genkende det billede, som man forsøger at tegne af Skanderborg Kommune i forbindelse med udviklingen af butikstorvet i Ry Øst. Både Byråd og administration har alene haft fokus på at træffe velbegrundede og saglige beslutninger til gavn for borgerne i Ry. Vi står på mål for hver en beslutning i sagen. Ønsket om at lave en samlet torveløsning med synergi mellem butikkerne og trafiksikkerhed for borgerne var på dagsordenen allerede i 2018. Undervejs i processen blev andre scenarier vurderet, men Byrådet endte med at vælge den oprindelige løsning,« siger Lars Clement.
Ude af proportioner
DR-indslaget gennemgår planlægningen af det kommende butikstorv, hvor særligt Brugsforeningen Tryg og Rema har haft interesse i at etablere dagligvarehandel. Det antydes, at Brugsforeningen Trygs støtte til lokale foreninger og mindre projekter i Ry er med til at presse kommunen til positiv særbehandling i sagen.
»Vi er hverken blevet presset, truet, eller hvad der nu ellers bliver antydet, og jeg kan blankt afvise, at vi som kommune skulle have varetaget usaglige hensyn til fordel for Brugsforeningen Tryg, «fortæller Lars Clement og fortsætter:
»Vi sætter pris på lokale virksomheders engagement i lokalsamfundet, herunder også i Ry, men det har ingen betydning for vores sagsbehandling. Det er ude af proportioner at påstå, at en brugsforenings bidrag til legepladser, byfester, mindre anlægsprojekter og andet skulle give anledning til særbehandling i en kommune med et budget på mere end 4 mia. Der er mange eksempler på, at Brugsforeningen Tryg ikke får opfyldt deres ønsker. I den konkrete sag omkring det kommende butikstorv har Brugsforeningen Tryg blandt andet fået nej til at etablere tankanlæg, vaskehal og ”shop in shop” i området. I forbindelse med Rys 150-års jubilæum, tror jeg, at Brugsforeningen Tryg følte, at vi spændte ben for en legeplads, som foreningen ønskede at skænke byen.«
Åben og tillidsfuld dialog
Både Rema og Brugsforeningen Tryg har holdt dialogmøder indbyrdes og i fællesskab med Skanderborg Kommune. Skanderborg Kommune har oplevet en god og åben dialog med Rema og Brugsforeningen Tryg omkring deres respektive forslag til projekter og ønsker til udviklingen af butikstorvet.
I indslaget kritiseres Skanderborg Kommune dog for at sende en mail fra Rema videre til Brugsforeningen Tryg.
»Det er rigtigt, at vi har sendt en mail videre til Brugsforeningen Tryg, som Rema har sendt til os. Der er IKKE tale om en fortrolig mail, hvilket Rema har bekræftet. Videresendelsen er et udtryk for den måde, vi har arbejdet på. Der har igennem hele forløbet været en åben og ligefrem dialog mellem parterne. Når det er sagt, burde det have fremgået af sagens akter, at det sker på baggrund af et ønske fra Brugsforeningen Tryg,« siger Lars Clement.
Kritik omkring manglende referater
Et andet kritikpunkt fra DR går på manglende referater efter møder mellem Skanderborg Kommune og Brugsforeningen. Møderne er ifølge to eksperter i forvaltningsret at betragte som ”forstadierne til en afgørelsessag”, hvorfor der skal tages notat. Eksperterne vurderer, at de manglende referater er et brud på notatpligten.
»Vi har ikke betragtet møderne som et led i forstadiet til en afgørelsessag, og derfor er der ikke udarbejdet referat eller notat. Men det er klart, at hvis der på grund af en tidsmæssig sammenhæng kan være behov for efterfølgende at kunne dokumentere, at der netop IKKE har været tale om forstadier til en afgørelsessag, vil vi vurdere, om kritikken giver anledning til at ændre noget i vores notatpraksis fremadrettet,« siger Lars Clement og understreger:
»Det der står tilbage er, at Byrådet ud fra faglige vurderinger har valgt at placere en tredje dagligvarebutik som en del af en samlet torveløsning og et byrum med høj kvalitet til gavn for borgerne i Ry. Hverken Rema eller Brugsforeningen Tryg har fået alt det, de ønskede, men begge parter er tilfredse med den politisk valgte løsning. Det er for mig at se det bedst mulige udgangspunkt for de handlende i Ry, og vi glæder os til at byde Rema velkommen i byen.«
Efter planen åbner Rema 1000 sin nye dagligvareforretning på butikstorvet i 2024.
kfp