I dag stemmer bestyrelsen på Skanderborg Gymnasium
I aften onsdag falder klokken i slag for planerne om en fusion mellem SCU og Skanderborg Gymnasium, når bestyrelsen på Skanderborg Gymnasium tager stilling til fusionsplanerne
Skanderborg Når bestyrelsen for Skanderborg Gymnasium i aften mødes, bliver det et knald eller fald for visionen om en fusion mellem Skanderborg Gymnasium og Skanderborg-Odder Center for uddannelse (SCU).
Blandt punkterne på dagsordenen er nemlig en afstemning om Campus-fusionen. For at fusionen kan blive en realitet, kræver det, at to tredjedele af begge bestyrelser stemmer ja til fusionen.
Og mens det på forhånd ser ud til at blive et ja til fusionsplanerne, når bestyrelsen for SCU mødes på onsdag, så ser billedet anderledes uklart ud på Skanderborg Gymnasium.
Her var elever og lærere nemlig stærkt kritiske overfor fusionstankerne, da de kom frem i starten af april i år.
Og det bekymrer en af fortalerne for fusionsvisionen, SCU’s bestyrelsesformand Sonja Mikkelsen.
Venstre imod fusion?
Seks Venstre-medlemmer af byrådet - Anders Laugesen, Claus Bloch, Birthe Andersen, Bent Jacobsen, Jens Szabo og Hanne Majgaard – kunne nemlig ikke støtte den Campus-indstilling, som resten af byrådet vedtog på byrådsmødet 27. juni.
I indstillingen tilslutter byrådet sig udkastet til en vision for en ny samlet uddannelsesinstitution, men understreger samtidig, at byrådet ikke er tilstrækkelig klædt på til at tage stilling for eller imod en fusion.
Venstre-medlemmerne kunne ikke støtte indstillingen, da de ”fandt at der er for mange alvorlige udfordringer, som vil vanskeliggøre en fusion som denne inden for uddannelsessektoren.”
Bad om vurdering, ikke beslutning
”Jeg frygter, at der er andet end selve fusionstanken, der er sat i spil, og at det mere handler om at føre oppositionspolitik end at forholde sig til, hvad det egentlig er, visionen går ud på,” siger Sonja Mikkelsen til UgeBladet.
”Vi har sammen med Skanderborg Gymnasium været igennem en proces, hvor vi har undersøgt alle aspekter af en fusion,” forklarer hun.
”Undervejs har vi bedt byrådet vurdere, hvilke muligheder en fusion vil give unge i Skanderborg og om de har kendskab til forhold, der vil vanskeliggøre en fusion. Vi beder faktisk ikke byrådet om at tage stilling til fusionen som sådan, og derfor er det helt ubegribeligt for mig, at de ikke kan støtte indstillingen,” siger Sonja Mikkelsen, der peger på, at flere Venstre-politikere ellers gik til valg på netop at styrke uddannelse-miljøet i kommunen.
”Min frygt går naturligvis på, om byrådets repræsentant i Skanderborg Gymnasiums bestyrelse, Christina Bottke (V), vil læne sig op ad holdningerne i sit politiske bagland og stemme nej,” siger hun.
Mangler 7 mio. kr. i 2022
Hvorfor er fusionen så vigtig set med dine øjne?
”Vi er i en situation, hvor både SCU og Skanderborg Gymnasium, selvom vi lige nu er i en gunstig situation, er pålagt hvert år at skære i vores budget. Det betyder, at vi i 2022 vil have et budget, der er 16 procent mindre end det vi har i dag. Tilsammen vil vi i 2022mangler omkring syv millioner kroner,” oplyser Sonja Mikkelsen.
”Uanset hvordan vi vender det, så kommer der er tidspunkt, hvor både SCU og Skanderborg gymnasium bliver nødt til at fyre folk og dermed også forringe undervisningskvaliteten. En fusion vil udskyde det tidspunkt.”
Fusion betyder én indgang
”Men der er også andre forhold, der gør sig gældende. For de unge i Skanderborg bliver vi én skole. Visionen er, at der skal være én indgang til ungdomsuddannelserne på hele Campus. At eleverne vælger et ungdomsmiljø til, og at de indenfor rammerne af det finder den uddannelse, der passer dem bedst. Det er der rigtig mange fordele ved,” mener Sonja Mikkelsen.
Blandt andet vil det ifølge bestyrelsesformanden være meget lettere at omplacere elever fra en uddannelse til en anden. Noget, der i dag er besværligt og kræver meget administration.
Vil eleverne så have timer på kryds og tværs af campus?
”Der bliver større faglige miljøer, men det betyder ikke, at det bliver et sammensurium. Hver uddannelse vil fortsat have sin egen kerne af lærere. Det bliver helt ligesom i dag.”
Kulturen pilles der ikke ved
Hvad med kulturen – skal den også fusioneres?
"Ingen er ude på at fjerne noget, der er godt. Hver uddannelsesinstitution har sin kultur, og ingen vil trække en ny kultur ned over hverken elever eller lærere. Med tiden vil der udvikles en ny fælles kultur, tænker jeg."
Hvis der ikke bliver de krævede 2/3, der stemmer ja, hvad sker der så?
”Så slår vi stillingen op som direktør for SCU,” konstaterer Sonja Mikkelsen.
Ikke afklaret endnu
Christina Bottke, oplyste fredag til UgeBladet, at hun endnu ikke har taget stilling til, hvad hun vil stemme.
”Vi har allerede i dag et Campus med samarbejder på tværs og det er der meget godt i. Jeg kan dog også godt følge lærernes og elevernes bekymring for, om der sættes noget uerstatteligt over styr. Om de taber kultur og værdier ved en sammenlægning,” siger hun.
”En fusion er en meget stor beslutning, og kræver et meget stort forarbejde. Det er en svær proces, og jeg er ikke afklaret endnu.”