Politik: Kun ét støjsvagt soverum pr. bolig
Politikere valgte at følge bygherrens ønsker til støjsikring
Det er en udfordring at få det vindende projekt på den tidligere rådhusgrund på Adelgade 44-46 til at leve op til de gældende støjkrav i bolig- og opholdsrum ved åbne vinduer.
Det er en problemstilling, en del sikkert kan nikke genkendende til i denne sommer, hvor åbne vinduer mere er normen end undtagelsen.
En kortlægning af støjen fra Adelgade viser, der er relativ meget vejstøj. Kortlægningen er lavet, da nogle af etageboligerne netop vender ud mod Adelgade.
Kortlægningen skal bruges i lokalplanen for byggeriet, der er ved at blive lavet.
Det er en sundhedsrisiko
Og støj skál tages alvorligt. Den nationale vejstøjstrategi anslår, at der hver år dør flere hundrede danskere for tidligt som følge af vejstøj.
Kravet i lovgivningen er, at boligernes facader skal udformes, så der højst er et støjniveau på 46 dB indendørs i sove- og opholdsrum med åbne vinduer. Blandt andet med støjdæmpende vinduer og eventuelt med en særlig afskærmning uden for vinduet eller en særlig lysisolerende konstruktion.
Håbet hos folkene bag vinderprojektet var, at kommunen vil tolke reglen sådan, at kravet gælder for ét sove- og opholdsrum pr. bolig og ikke flere. Projektvinderne har henvist til, at andre kommuner har gjort sådan.
Juridisk gråzone
Skanderborg Kommune har vurderet, at det er en juridisk gråzone, da formålet med reglerne givetvis er at holde nogle passende støjniveauer i sove- og opholdsrum - ikke, at der kun er et enkelt rum, hvor beboerne har en 'helle'.
Politikerne i Miljø- og planudvalget skulle tage stilling til dette dilemme på sidste møde før sommerferien. Et enigt udvalg valgte at tolke reglerne til den lempelige side: Altså kun ét lydsvagt sove- og opholdsrum pr. bolig.
"Vi har aldrig mødt den problemstilling før, jeg troede generelt byggematerialer løste den type problemer," siger Claus Bloch (V), næstformand i Miljø- og Planudvalget.