Debat: Våren er i forfald
Et af de smukkeste mindesmærker i Skanderborg, måske det smukkeste, Våren ved Hotel Skanderborghus i den del af Dyrehaven, som hedder Guldbryllupsanlægget, er i forfald.
Selve kunstværket, som er skabt af billedhugger M. Schack Elo, består af en nøgen kvinde på en opret søjle, hvor Elo brugte stænglen af planten bjørneklo som model.
Kunstværket er nogenlunde intakt, men pumpen, som er grundlaget for springvandet, fungerer ikke. Tillige forvitrer vandbassinet alvorligt.
Denne gang må der ikke laves en lappeløsning. Det er for dyrt i længden.
Mindesmærket blev lejet af Skanderborg Kommune som blikfang, da byen i 1937 var vært for Landsudstillingen. 130.000 mennesker besøgte udstillingen, og både landets konge og statsminister kastede glans over byens præstation.
Efter udstillingen købte Skanderborg Kommunen kunstværket, som alene bestod af den nøgne kvinde, og kommunen bad efterfølgende kunstneren om at lave en søjle.
Lad ikke dette mindesmærke få samme skæbne, som Munkekroen har fået. Byen har i forvejen ikke for megen kunst. Lad os passe godt på de emner, vi har.