Farvel og tak: Grønt lys for nedrivning af Munkekroen
Mandag morgen kom den endelige afgørelse fra Kulturministeriet om affredningen af Munkekroen
skanderborg Flere års arbejde med at finde en permanent løsning for Munkekroen endte mandag formiddag, da Kulturministeriet afgav den endelige afgørelse i sagen om affredningen af Munkekreoen i Adelgade. Kulturministeriet stadfæster Slots- og Kulturstyrelsens afgørelse fra 18. april i år om at affrede Munkekroen.
"Det er den endelige afgørelse, som ikke kan ankes, så nu er der grønt lys for at vi sammen med Vestermølle Møllelaug kan gå videre med planerne om at flytte Munkekroen til Vestermølle," oplyser Munkekroens ejer, Finn Damgaard til UgeBladet Skanderborg.
Kulturministeriet lægger i sin afgørelse blandt andet vægt på, at Slots- og Kulturstyrelsen har vurderet, at udgifterne forbundet med at restaurere Munkekroen ikke står i rimeligt forhold til Munkekroens fredningsværdi.
Samtidig fremhæver Kulturministeriet, at fredningsværdierne er svækkede af senere ombygninger af Munkekroen, herunder udskiftning af vinduer og hoveddør, nedrivning af skillevægge samt opførelsen af 'græske' buer.
Skanderborg Museumsforening ankede Slots- og Kulturstyrelsens afgørelsen fra april i år blandt andet med den begrundelse, at det var et signal til ejere af fredede bygninger om, at de kan tilsidesætte deres vedligeholdelsespligt.
Det afviser Kultuministeriet og henviser til, at det i den konkrete sag med Munkekroen er et sammenfald af mange uheldige omstændigheder.
I den forbindelse oplyser Slots- og Kulturstyrelsen at sagsforløbet omkring Munkekroen hverken har været særligt heldigt eller forbilledligt, men at styrelsen til trods herfor gennem 12 år har anvendt ganske betydelige ressourcer på sagsbehandling i relation til Munkekroen.