18.000 døde: Tyske flygtninge blev mødt med spytklatter og skældsord

Historien gentager sig aldrig. I hvert fald ikke sådan helt bogstaveligt. Alligevel kan vi lære af den. Derfor diskuterer vi historie konstant, og ved hver ny historisk begivenhed, så debatterer i lyset af de forrige. Et godt eksempel på dette er krigen i Ukraine. Snak om nazisme, krigsforbrydelser og koldkrig er fulgt i kølvandet på konflikten. Det samme gælder flygtningekrisen, som nu igen er blusset op i takt med at vinterkulden har ramt Europa.

I denne uge handler Historien om Skanderborg om netop flygtningekriser. Museumsinspektør Martin Philipsen Mølgaard fra Museum Skanderborg tager os med til Dyrehaven i Skanderborg, hvor sporene fra en flygtningelejr fra Anden Verdenskrig stadig kan ses den dag i dag. 

På flugt fra russerne

Det hele begynder i sommeren 1945. Den russiske hær stormer frem på Østfronten, og da byer og landområder i Østtyskland begynder at blive omringet af russerne, vælter tyske flygtninge indover den danske grænse i færger og både fra havnene i Danzig-området. 

»Mange af disse fartøjer var hjemmelavede. Det var samtidig en periode, hvor tyskerne stadig havde kontrollen i Danmark. Derfor stod de for det administrative såsom indkvartering og forplejning.«

De tyske flygtninge bliver fordelt med tog og bus rundt i landet. De kommer hovedsagligt fra Østpreussen. Det, der i dag er både Polen og Tyskland. Flygtningestrømmen skaber derfor stor modvilje i den danske befolkning.

»Det kom blandt andet til udtryk hos Lægeforeningen, som sagde, at det ikke var deres ansvar at stå til rådighed. Forud for dette er der blevet henrettet en række læger på Fyn.«

3. april rullede det første flygtningetog ind på Skanderborg Station. Det var kvinder med børn og gamle mænd – alle i sørgelig forfatning. I begyndelsen boede flygtningene rundt omkring i byen, hvor der var plads, blandt andet i Realskolens gymnastiksal. Det ændrede sig dog, da den tyske besættelsesmagt overgav sig 5. maj 1945.

Danmark tog over

Efter befrielsen tager de danske myndigheder sig af flygtningekrisen. Det står dog hurtigt klart, at man ikke kan sende de mange flygtninge tilbage til Tyskland.

»Alt er fuldstændigt sønderbombet og ødelagt i Tyskland. De allierede nægter derfor, at man sender flygtningene tilbage, da man simpelthen ikke har plads til dem.«

Den danske regering vil dog have skoler og andre offentlige bygninger tilbage igen. Derfor beslutter man at oprette flygtningelejre rundt omkring i landet. En af disse bliver placeret i Dyrehaven i Skanderborg, hvor omkring 700 tyske flygtninge bliver anbragt i barakker i skoven i det, vi i dag kender som flygtningelejren Sølund.

»Man oprettede de her lejre dels for at kontrollere sygdomme, så de ikke blev spredt til den danske befolkning, og dels for at have styr på at flygtningene ikke skulle være en del af samfundet. Samtidig kunne man også bedre styre demokratiseringsprocessen.« 

Tyskerne skulle af nazificeres hed det. De skulle lære om demokrati for at få en forståelse for, hvorfor man ikke skulle gøre som de gjorde i 30’ernes Tyskland. Afnazificeringen var især fokuseret på børnene. Derfor var der skoler og værksteder i de her lejre, der på mange måder fungerede som små byer. 

»Over 30.000 flygtninge var eksempelvis placeret i Oksbøl, som simpelthen havde egen borgmester. Man havde et system, så det rent faktisk fungerede som en by. I lejrene var det tyskerne selv, der skulle stå for det meste. De skulle selv lave mad, undervise børnene og stå i værkstederne.«

Splittelse i befolkningen

I Museum Skanderborgs lokalarkiver findes mange forskellig optegnelser fra denne periode blandt andet avis og dagbøger. Barber Åge Danielsen beskriver, hvordan flygtningene ankommer til banegården i en sørgelig forfatning, ser sølle ud og går i mølædt tøj. 

Martin Philipsen Mølgaard forklarer, at holdningerne til de mange tyske flygtninge delte den danske befolkning. 

»Der er nogle flygtninge, der beskriver modtagelsen i København. Folk spytter, råber og kaster ting efter dem. Hvilket de og især børnenene ikke forstår. Andre fremhæver, at det var forventeligt efter fem års besættelse. 

I det hele taget er der blandede holdninger både hos tyskerne og danskerne. Nogle har forståelse for behandlingen af flygtningene – andre har ikke.

»Frihedsrådet, som bestod af tidligere modstandsfolk, er de ude at sige, at det var lig med landsforrædderi, hvis man hjalp tyske flygtninge.«

Flygtningekrisen fyldte også meget i aviserne.

»I Skanderborg Amtsavis står der blandt andet, at man »venter på den dag man kan få den dejlige dyrehave igen,« og at flygtningene er »en byrde for området.« Fra avisens side er det ikke særlig positivt.«

Det er dog ikke til at sige, om det er udtryk for lokalbefolkningens synspunkt generelt. Til gengæld findes der dagbøger fra tyskerne selv, hvor de selv beskriver deres ophold i flygtningelejren Sølund.

»De skriver selv, at de efter omstændighederne har det godt i Dyrehaven. De kan gå i kirke hver 14. dag, og får generelt deres forespørgsler opfyldt.«

Flygtninge i dag

Flygtningelejren lå i Dyrehaven i et års tid, men i sommeren 1946 blev flygtningene overført til en stor lejr ved Gl. Rye, hvorfra de et par år efter blev sendt tilbage til Tyskland. Sporene efter lejren kan stadig ses den dag i dag. Bygningen der dengang fungerede som skole er det, der i dag er vandrehjem i Dyrehaven. Den lille røde bygning, hvor vandrehjemmets bestyrerpar bor i dag, indrettede man som børnehave. Flygtningekrisen har dog også sat andet end fysiske spor i historien.

»Man debatterer stadigvæk den dag i dag, om man kunne have gjort mere for de tyske flygtninge. Det diskutterer man jo også i dag omkring Ukraine og andre situationer.«

Ud af de cirka 250.000 flygtninge der kom til Danmark, dør omkring 18.000. Op imod 8000 af disse var børn. Det blev der så sent som i år udgivet en bog om. Selvom der er stor forskel på, hvordan vi tager imod flygtninge i dag, så er spørgsmålet om, hvordan vi tager imod flygtninge stadig aktuelt.

»Det tænker jeg, det nok altid vil være. Flygtningestrømme kommer jo jævnligt, når der er et sted, der bryder sammen. Så på den måde gentager det jo sig.«

De sidste tyske flygtninge forlod Danmark i 1949.