Få en personlig shopper til dit boligkøb
Mens flere vælger at bosætte sig i Skanderborg, lancerer Nybolig et nyt koncept til områdets potentielle købere, der kan få hjælp med at finde drømmeboligen.
I løbet af de seneste fem år er befolkningstallet i Skanderborg steget med 4052 indbyggere. Med et nyt koncept – Nybolig Køberrådgivning – skal det blive nemmere for lokalområdets boligsøgende at finde drømmeboligen.
»Som en ekstra hjælp tilbyder vi nu boligsøgende en uvildig rådgivning, hvor vi fra start til slut er med på købers side. Sparring og rådgivning kan ske tidligere i forløbet, og vi kan hjælpe med at konkretisere de krav, der er afgørende for at finde den helt rigtige bolig,« siger Jesper Holm Pedersen, der er køberrådgiver hos Nybolig i Silkeborg, i en pressemeddelelse.
Med det nye koncept tilbydes kunderne rådgivning til at prioritere, hvilke af deres ønsker der vejer tungest – og om de overhovedet kan indfris. Mægleren kan også finde konkrete boliger, der passer til købers ønsker, og være den kritiske hjælper på fremvisninger.
Global tendens
En undersøgelse, som Epinion har foretaget for Nybolig, viser, at over 50 procent af dem, der bor i ejer- eller andelsboliger, enten vil overveje eller helt sikkert vil søge professionel rådgivning i forbindelse med at finde ny bolig.
Hos Nybolig oplever man samtidig, at der allerede er ved at ske en ændring på det danske boligmarked, hvor også køberne ønsker en mere bekvem handelsproces. En tendens, man blandt andet kender fra USA, hvor købere typisk hyrer en mægler, der finder boliger og forhandler med sælgers mægler. Erfaringerne fra USA skaber store forventninger til det nye koncept hos Nybolig.
»I løbet af de kommende år er det den her måde, man tænker bolighandel på. Bekvemmelighed bliver stadig vigtigere for kunderne, der ikke gider bruge unødig tid, der kunne have været brugt sammen med familien, på at kigge på bolig efter bolig. Desuden står mange boligkøbere ved en skillevej i livet som familieforøgelse eller skilsmisse, hvor man måske ikke har det største overskud, og der vil rådgivningen kunne lette boligsøgningen betydeligt,« siger Peter J. Mattsen, der er administrerende direktør i Nybolig.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Skanderborg direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Uge-Bladets nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Uge-Bladet på listen og tryk tilmeld.
d
gs