Padel-baner for millioner: Tre venner drives af begejstring for spillet
Nyt privat hal-projekt på vej i Erhvervsparken Klank ved Galten.
Tre venner er på vej med en større satsning i Erhvervsparken Klank i Galten, hvor de på hjørnegrunden lige ved siden af Gejser, vil bygge et padelcenter.
Vi tror, at der er plads til mange flere baner, og vi har selv oplevet, at der bookes baner langt ud i fremtiden, så vi mener, at der er et hidtil udækket behov.
»Vi håber på at kunne komme i jorden meget snart. Efter planen skal det stå klart i slutningen af december i år eller til 1. januar. Det afhænger lidt af, hvornår entreprenøren kan komme i gang,« fortæller Kasper Bisgaard.
Begejstring for sporten
Kasper Bisgaard og Simon Nygaard, som begge bor i Skovby, er med i projektet, sammen med Christian Alsen, som i forvejen driver Padelzonen i Holstebro.
»Vi kender hinanden fra Holstebro, hvor vi har gået på handelsskole sammen,« forklarer Kasper Bisgaard.
Kasper Bisgaard oplyser, at Christian Alsen foruden at drive padelcenter i Holstebro også er udlejer af ejendomme. Simon Nygaard er tillige involveret i forskellige projekter, mens han selv har finansieringsbaggrund og til daglig arbejder i Skattestyrelsen.
»Men det, der driver os, er vores fælles begejstring for padel,« uddyber Kasper Bisgaard.
Til daglig bliver det primært Simon Nygaard og Kasper Bisgaard, som skal drive det kommende padelcenter.
Højt til loftet
Det får navnet Flow Padel Galten, og det bliver HPH Totalbyg A/S, som skal bygge i alt 1700 kvadratmeter Padelcenter med tilhørende lounge og faciliteter til omklædning.
Det skal være 5 panorama doblebaner og 1 singlebane. Der bliver 10 meter til loftet.
»Vi laver omklædningsrum til kvinder og herrer, og så laver vi et lukket loungeområde, hvor man går ind. Dertil bliver der en balkon ovenpå, hvor der vil være et mødelokale, og hvorfra det også bliver muligt at kigge ud,« siger Kasper Bisgaard og betoner, at man også gerne vil skabe plads til at dyrke det sociale før eller efter spillet.
Det bliver tale om en investering i størrelsesordenen 15 millioner kroner med hal og baner.
Tror på behovet
Padel er en sportsgren, som er blevet uhyre populær i de senere år. Der registreres således flere og flere baner og meldes om padel-planer rundt omkring i Danmark og således også i Skanderborg Kommune.
Men det afskrækker ikke folkene bag initiativet på Klank.
»Vi tror, at der er plads til mange flere baner, og vi har selv oplevet, at der bookes baner langt ud i fremtiden, så vi mener, at der er et hidtil udækket behov,« siger Kasper Bisgaard.