Genfyld flytter ind hos Værdig: Vil have mere tid til den grønne dagsorden
Butiksfællesskabet Værdig får ny grøn legekammerat, når den emballagefri købmandsbutik, Genfyld, flytter fra Skanderborg til Ry.
Skanderborgs emballagefri købmand, Genfyld, rykker i løbet af august teltpælene op efter snart to år i byen for i stedet at flytte ind i butiksfællesskabet Butik Værdig på Bytorvet i Ry.
Jeg elsker at stå i butikken og tale med folk, men når der ikke er nogen, så sidder jeg der bare.
Genfyld drives af den grønne ildsjæl Karin Agerskov Thomsen.
»Det går egentlig fint, og butikken i Skanderborg kan sagtens løbe rundt, men der er for mange stille timer, hvor jeg er bundet i butikken, og dem vil jeg gerne bruge til at arbejde på den grønne omstilling og komme ud og lave noget, når folk ikke har brug for at købe økologiske havregryn. Jeg elsker at stå i butikken og tale med folk, men når der ikke er nogen, så sidder jeg der bare,« forklarer hun.
Får frigjort tid
I Genfyld i Skanderborg har Karin Agerskov Thomsen en åbningstid på 36 timer om ugen, hvor hun skal være der hele tiden, men i Butik Værdig skal hun kun være der i 20 timer om ugen, selv om Butik Værdigs åbningstid er noget længere.
Butiksfællesskabet fungerer nemlig på sådan, at de forskellige aktører byder ind med husleje og arbejdstid, således at man skiftes til at passe de forskellige aktørers dele af butikken.
»På den måde får jeg frigjort noget tid og min tid bliver mere fleksibel,« betoner Karin Agerskov Thomsen.
Den ekstra tid vil Karin Agerskov Thomsen bruge på den grønne dagsorden. Hun var således med til Klimafesten på Fælleden, og da oplevede hun, at det var forbundet med meget planlægning at deltage, ligesom Karin eksempelvis også gerne vil kunne bruge mere tid på at køre rundt og tale med sine leverandører.
Mere i spil
Karin Agerskov Thomsen glæder sig også til, at hun i Butik Værdig kommer til at være i spil på en endnu mere livlig måde, fordi det også handler handle om at sælge andre varer end hendes egne, når hun eksempelvis skal sælge kaffe eller genbrugstøj, som butikken i Ry også rummer.
Således glæder Genfyld-købmanden, der kalder sig selv et kæmpe fællesskabsmenneske, sig også til at komme til at spille bold med de andre aktører i Butik Værdig.
Karin Agerskov Thomsen kalder det tillige for et perfekt match mellem hende og Butik Værdig, som drives af Anne og Per Bille. Der er både fælles værdier om fællesskab, mennesker og den grønne dagsorden mellem dem.
Genfyld satser på at blive klar til at åbne i Butik Værdig i Ry 26. august i forbindelse med Ry by Night, og Karin Agerskov Thomsen forventer at holde åbent i Genfyld på Mindet i Skanderborg frem til et par dage før flytningen.
Perfekt legekammerat
Hos Butik Værdig og hos Anne og Per Bille i Ry fylder den grønne tilgang, bæredygtighed og genbrug også meget.
»Vi har fra starten tænkt, at den emballagefri tanke er spændende at lege med, så på den måde er det også en drøm at få Genfyld og en emballagefri købmand til Ry. Jeg har kendt Karin i lang tid, og jeg synes, at det er en spændende butik,« siger Per Bille.
Per Bille fremhæver også, at Butik Værdig er drevet af at have legekammerater, der vil fællesskabet.
»Her er Karin en fantastisk medspiller, fordi hun er så passioneret på bæredygtighed og gerne deler ud af hendes viden og ekspertise. Det passer perfekt med, at vi gerne vil på banen igen med events og forbrugerarrangementer, hvor forbrugerne kan blive klogere,« uddyber Per Bille.