Lokal ejendomsmand har en drøm: 200 seniorboliger og forskønnelse af midtbyen til 450 millioner kroner
Finn Damgaard forklarer, hvorfor dispensation fra p-norm er afgørende for Kirkegaards Baghave.
Direktør Finn Damgaard fra Damgaard Ejendomme A/S har en drøm og storstilet plan om at forny og forskønne en pæn del af Skanderborg midtby via seniorbolig-projektet Kirkegaards Baghave, som handler om at opføre cirka 200 lejeboliger til seniorer på et samlet areal på 16.000 kvadratmeter.
Projektet benævnes som det største byfornyelses-projekt i Skanderborgs historie. Finn Damgaard anslår selv, at det er et byggeri til en pris mellem 400 og 450 millioner kroner.
Vi accepterer, at det er 1 plads pr. 100 kvadratmeter, og det håber vi på, vi kan opnå, selv om rabatten i forhold til kommunens p-norm i virkeligheden godt kunne være større.
Det er efterhånden nogle år siden, at projektet første gang blev præsenteret for offentligheden. Helt nøjagtigt skete det onsdag 9. oktober 2019 på et borgermøde med 200 deltagere i Kulturhuset.
Stilhed om projektet
Siden har der ikke været så meget fremme om projektet, der nu er blevet aktuelt igen, fordi Økonomi- og Erhvervsudvalget har inviteret projektudvikleren bag Kirkegaards Baghave til et nyt fællesmøde med Klima-, Miljø- og Planudvalget efter sommerferien, fordi man gerne vil høre nærmere om planerne og se flere skitser om, hvordan projektet kan være med til at løfte midtbyen blandt andet ved at lave grønne byrum.
Herefter vil Byrådet på de politiske møder i efteråret tage stilling til, om betingelserne for at give dispensation fra p-normen fra 1 plads pr. 80 kvadratmeter boligareal til 1 plads pr. 100 kvadratmeter boligareal er til stede eller ej. Det er Kirkegaards Baghave selv, som har søgt om at få dispensationen.
Klargør til fællesmøde
Hos Damgaard Ejendomme A/S er forberedelserne til fællesmødet med lokalpolitikerne godt i gang.
»Vi glæder os til at gå i dybden med at de lækre byrum, vi har påtænkt. Det arbejde er vi i gang med nu og er klar med lige efter sommerferien,« kommenterer direktør Finn Damgaard, Damgaard Ejendomme A/S.
Lige i baghaven
Kirkegaards Baghave omfatter området bagved og i forlængelse af huset, hvor Skanderborgs berømte bysbarn, forfatteren Ole Lund Kirkegaard, blev født.
Der er tale om et areal, der strækker sig fra Ole Lund Kirkegaards Vej, ned til den kinesiske restaurant Rong Yu på Sygehusvej og helt ind til Adelgade.
Visionen fra Damgaard Ejendomme A/S er at skabe lejeboliger i størrelser fra 65 til 85 kvadratmeter for aldersklassen plus 65 år. Der skal være fællesfaciliteter og plads til udeliv i form af gårdrum med forskellige belægninger og grøn beplantning mellem de kommende etageejendomme med elevator.
Ideen er, at boligerne har en ideel beliggenhed for målgruppen, fordi det er helt tæt på shoppingmuligheder i Adelgade samt bylivets øvrige fristelser, ligesom der også er praktiske faciliteter indenfor bekvem radius på Sygehusvej med eksempelvis Sundhedshuset og kommende busholdeplads.
En forskønnelse
For Finn Damgaard er den del af projektet, som handler om at forskønne midtbyen, også vigtig.
»Skanderborg har en unik mulighed, hvis byrådet vil det, for at ændre et område, som fra Sygehusvej-siden ser miserabel ud og samtidig sikre, at vi får en masse seniorer ind tæt på midtbyen,« fremhæver Finn Damgaard.
Eksempelvis er det planen, at nogle af de nuværende ejendomme fjernes for at give plads til boligerne, ligesom der åbnes op og skabes passager gennem området.
Den højre side af Dagmar Centret, som Finn Damgaard ejer, rives ned, og bagsiden af Punkt 1 og Vinoble bliver trukket længere ind og kommer til at danne en lille butiksgade på bagsiden af Adelgade, således at de to butikker får to facader.
P-krav afgørende
Finn Damgaard betoner, at en dispensation fra den normale parkeringsnorm i Skanderborg er afgørende for projektet, fordi etablering af parkeringspladser primært i p-kælder, som der er tale om for Kirkegaards Baghave, koster i omegnen af 400. 000 kroner pr. styk. Og der kan blive tale om ekstra-regninger på op til et to-cifret million-beløb, hvis der kommer til at være mange tomme parkeringspladser.
Når Damgaard Ejendomme A/S overhovedet beder om en dispensation, så sker det blandt andet med henvisning til erfaringer som udlejer om, at det for lejeboliger til seniorer i denne størrelse egentlig er rigeligt med 0,6 plads pr. lejlighed, fordi mange ikke har bil.
»Vi accepterer, at det er 1 plads pr. 100 kvadratmeter, og det håber vi på, vi kan opnå, selv om rabatten i forhold til kommunens p-norm i virkeligheden godt kunne være større,« siger Finn Damgaard.
Finn Damgaard tilføjer, at det tillige er en del af projektet at sætte 10 delebiler op i området, som beboerne kan benytte. Det reducerer også behovet for parkeringspladser.