Nyt netværk vil arbejde for P-hus og langsigtet udvikling af Skanderborg midtby
Fem Skanderborg-foreninger er gået sammen i MidtbyNetværket og tager på Fælleden med ti programpunkter for midtbyens udvikling.

Der skal et parkeringshus til byen og slås søm i til en langsigtet forbedring af bymidten og begge dele haster. Det mener det nyoprettede MidtbyNetværket, der består af Skanderborg Cityforening, Kulturhuset Skanderborg, Skanderborg Grundejerforening af 1900, Handicap- og Psykiatrirådet samt foreningen Skønnest ved Skanderborg.
Det er umuligt at tage stilling til en ny udformning af Adelgade, hvis der ikke er fundet en løsning på parkeringsudfordringerne.
Sammen har de udfærdiget en fælleserklæring med 10 fokuspunkter, som de håber at de lokale politikere vil være lydhøre overfor. Erklæringen tager netværkets talsmand, Jens Juhl, med på Fælleden i morgen onsdag, hvor han er indkladt til et dialogmøde med blandt andre borgmester Frands Fischer (S) og formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget, Claus Leick (SF).
Nye vinde er ifølge Jens Juhl allerede begyndt af blæse fra Fælleden mod Adelgade, hvor Midtbynetværket har noteret sig, at kommunaldirektøren har udtalt sig i retning af en løsningsorienteret fremtid med flere Ja-tilsagn og mindre kan-ikke-lade-sig-gøre.
Vil have flere JA’er
Borgmester Frands Fischer foreslog på et møde i Økonomi- og Erhvervsudvalget i starten af februar, at udvalget fremover sætter sig i spidsen for den videre proces og påtager sig det overordnede politiske ansvar for byudviklingen af Skanderborg midtby for at sikre sammenhæng og så bred en forankring og opbakning som muligt. Forslaget kom i kølvandet på en erkendelse af, at dialogen med midtbyen ikke havde været optimal.
Øverst på MidtbyNetværkets liste over fokuspunkter står et parkeringshus i Møllegade.
»Det haster meget med at finde en løsning på parkeringsforholdene. Med de store byggeprojekter, der ligger lige om hjørnet - Lille Nyhavne, Munkegården og Kirkegaards Baghave - så er det nødvendigt med flere parkeringspladser i midtbyen. Det er umuligt at tage stilling til en ny udformning af Adelgade, hvis der ikke er fundet en løsning på parkeringsudfordringerne. De to ting hænger sammen,« understreger Jens Juhl.
Flere parkeringspladser
»Vi forventer ikke, at politikerne skal finde pengene lige her og nu, vi har investorer nok, der vil hjælpe, men der skal træffes en beslutning,« siger han og tilføjer, at MidtbyNetværket gerne stiller med et arbejdsudvalg til at undersøge mulighederne.
Netværket foreslår også at få den tunge trafik og gennemkørslerne ud af midtbyen ved at lave Adelgade ensrettet fra henholdsvis syd og nord mode Ole lund Kirkegaards Stræde.
»Tidligere trafik undersøgelser har vist, at op mod 60 pct. af trafikken er gennemkørende. Den kunne man få væk med den her model. Og ved ensretning i et spor fra begge sider, vil den del af vejen, der så bliver fri for trafik, omdannes til korttidsparkering, gadesalg eller ande bymidte-aktiviterer,« forslår talsmanden.