Sejr til De 7 Dale: Cykelsti fra Nr. Vissing til Veng Skole øverst på liste
Nu skal der krydses fingre i De 7 Dale. Byrødderne har lyttet til ønsket om cykelsti på Låsbyvej og indstillet cykelstiprojektet til den statslige cykelstipulje. Nu er det op til Vejdirektoratet, om drømmen går i opfyldelse.

En cykel- eller vandretur langs Låsbyvej i myldretiden er ikke for sarte sjæle. Trykket fra biler og lastbiler, der suser forbi med i hvert fald 80 km. i timen, mærkes i hele kroppen og al kommunikation foregår i råb, for larmen er intens, alt imens koncentrationen skærpes, for snubler du her, kan det være med livet som indsats.
Det er utrolig glædeligt. Vi er så taknemlige over, at politikerne har lyttet til os og at det store arbejde ikke har været spildt.
Præcis det ønskede udvalget for sikker skoleveje i De 7 Dale at udsætte de lokale byrødder for, så de på egen krop kunne opleve den adrenalinpumpende tur langs den farligste skolevej i Skanderborg Kommune, inden de skulle træffe beslutning om kriterier for prioritering af cykelstier samt vælge de cykelstiprojekter ud, som skal deltage i »lotteriet« om penge fra den statslige cykelstiprojekt-pulje på 200 mio. kr.
Vandretur på Låsbyvej
Derfor var politikerne mandag i sidste uge sat stævne ved Veng Skole lige netop da myldretiden begyndte. Fra Klima-, Miljø- og Planudvalget troppede tre af de nyvalgte op - Andreas Tang-Brock (S), Torben Wallner (K) og Morten Møller (V) - mens DF’s Martin Frausing Poulsen fra Veng og tidligere byrådsmedlem Søren Erik Pedersen fra Nr. Vissing repræsenterede de lokal naboer.
De 7 Dale har gennem de seneste uger arbejdet indædt for at gøre opmærksom på den farlige skolevej til Veng Skole, men faktisk har ønsket om en cykelsti på Låsbyvej stået på de lokaler borgeres ønskeliste i mere end 40 år. Vandreturen ad Låsbyvej var i ellevte time, men tilsyneladende var det netop det, der skulle til, for at tippe vægtskålen.

Flere penge til cykelstier
Torsdag vågnede De 7 Dale nemlig op med store smil, da det stod klart, at øverst på den ansøgning, Skanderborg Kommune sender til Vejdirektoratet om at få statslig medfinansiering til cykelstiprojekter, står cykelstien på Låsbyvej fra Nr. Vissing til Veng Skole.
»Det er utrolig glædeligt. Vi er så taknemlige over, at politikerne har lyttet til os og at det store arbejde ikke har været spildt. Vi har fået masser af positiv respons på det materiale, vi har sendt til samtlige politikere i byrådet. De har hørt os. Nu må vi bare håbe på, at det bliver et positivt tilsagn fra vejdirektoratet,« siger Kirsten Leth Reusing fra De 7 Dale.
»Vi blev opfordret af politikerne til at komme med forslag til de kommende budgetforhandlinger. Her vil vi komme med forslag om, at hæve det kommunale cykelstibudget,« tilføjer hun.