Efter kontrol: Sur smiley til Sophiendal
Sophiendal Slotsrestaurant fik efter et besøg af Fødevarestyrelsen 30. november en sur smiley.

Året 2021 sluttede ikke på bedste vis for Sophiendal Slotsrestaurant, der efter et besøg af Fødevarestyrelsen 30. november fik en sur smiley.
»I tjenergang, hvor der fremstilles og anrettes kaffe og drikkevarer er der flere steder på bordplader store huller og revner. Vand er trukket ind i pladerne, således at det buler og bobler op. Håndtag på fryser i produktionsområde er itu og på den hvide topplade af fryser er der store sorte revner,« skriver den tilsynsførende blandt andet i rapporten efter besøget.
Derudover konstaterede den tilsynsførende, at der ikke kunne fremvises dokumentation for udført kontrol med varemodtagelse.
Bøde på 5000 kroner
»Virksomheden oplyser, at de dokumenterer på følgesedler, men at de bliver sendt til hovedkontoret og ikke er tilstede i virksomheden. Ifølge virksomhedens egenkontrolprogram, skal varemodtagelse dokumenteres dagligt,« skriver den tilsynsførende.
For det modtog Sophiendal Slotsrestaurant en bøde på 5000 kroner.
Stedet fik desuden indskærpet, at kontrolrapporten skal hænge, så den er lettilgængelig for gæsterne.
Det er i øvrigt ikke første gang, stedet får en sur smiley efter besøg af Fødevarestyrelsen. Også i juli 2020 indkasserede stedet en sur smiley. I den mellemliggende periode har der været to glade smileyer.