Donation: 8,2 mio. kr. til mere tryghed i Midtjylland

Tre lokale ansøgere har fået del af Trygfondens pulje på 8.2 millioner kroner.

Artiklens øverste billede
Hørning Dagtilbud er en af mange ansøgere, som har modtaget støtte fra Trygfonden. Arkivfoto.

Trygfondens regionale råd i Region Midtjylland har doneret 8.279.783 kroner til projekter, der skal skabe mere tryghed i regionen. Det skriver Trygfonden i en pressemeddelelse.

Bedre Psykiatri Skanderborg/Odder, Hørning Dagtilbud og Ferskvandsmuseumsforeningen Ry er nogle blandt mange ansøgere, som får glæde af puljen.

Bedre Psykiatri Skanderborg/Odder modtog 248.800 kroner til ”Samtale- og telefonrådgivning” fra puljen til øget sundhed i regionen. I alt ni ansøgere får glæde af penge fra puljen med 2.543.608 kroner.

»Trygfonden arbejder for, at flere skal leve et længere liv præget af så få fysiske og psykiske gener som muligt« står der i pressemeddelelsen.

16 ansøgere modtog støtte til førstehjælpskurser eller udstyr. Heriblandt er Hørning Dagtilbud, som har fået 59.400 kroner.

Derudover har Ferskvandsmuseumsforeningen Ry modtaget 65.169 kroner i støtte under kategorien ”forbedret sikkerhed i Midtjylland”, hvor i alt 22 ansøgere har fået glæde af puljen på 451.262 kroner. Donationen i denne kategori er til indkøb af diverse sikkerhedsudstyr med henblik på at forebygge ulykker tæt på danskernes hverdag.

En række ansøgere har også modtaget støtte til indkøb af cykelhjelme, brandsikring og uddannelse i brandforebyggelse. Endelig er der doneret 5.284.913 kroner til at styrke trivslen i Region Midtjylland.

Kfp

Læs også

Del artiklen