Lene strikker varme sager til de hjemløse

23. december pakkede Lene Pedersen fra Højvangen sin bil med hjemmestrikkede bløde pakker og julebag og kørte til banegården i Aarhus, for at glæde de hjemløse.

Artiklens øverste billede
Det grønne strikketøj med det smukke mønster skal blive til et halstørklæde til en mand, som Lene ofte har mødt inde på Aarhus Banegård. Foto: Charlotte Strandgaard

Året rundt er Lene Pedersens strikkepinde glødende, mens hun producerer trøjer, huer, vanter og halstørklæder i enorme mængder. Og hun ved, at hendes arbejde er til glæde og gavn, for det er nu syv år siden, hun første gang troppede op på banegården med favnen fuld af næstekærlighed.

Jeg har fået et andet syn på livet igennem mødet med de hjemløse. Jeg har det jo for eksempel ikke hårdt i forhold til dem, og det tænker jeg på, hvis jeg skulle finde på at have ondt af mig selv.

Lene Pedersen

»Det startede med, at der lå noget strikketøj i venteværelset hos min læge, som man kunne strikke videre på, mens man ventede. Jeg fik at vide, at det var til hjemløse i Aarhus, og så var jeg tændt. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at strikke huer af restegarn,« fortæller Lene Pedersen, mens hendes hænder holder en sjælden pause fra det grønne strikketøj.

Hun husker stadig, da hun den 2. december 2014 mødte op på banegården med 22 hjemmestrikkede halstørklæder – alle sirligt pakket ind i papir og med bånd og kort.

»Jeg glemmer aldrig nogensinde én, der sad helt alene Han græd og sagde: »Aj, skal jeg have en julegave,« husker 69-årige Lene Pedersen.

En hue og et tæppe ligger klar. Tæppet er strikket af Lenes veninde. Foto: Charlotte Strandgaard

Nyt syn på livet

Det er smilene og glæden fra de hjemløse, der holder hendes leddegigt-ramte hænder i gang i hvert et ledigt minut af døgnet.

»Når jeg sidder og strikker, tænker jeg på deres glade ansigter. På den måde giver strikkeriet også mig varmen – for det er blevet hele mit liv,« forklarer hun, der også medbringer tæpper, som hendes veninde strikker til de hjemløse.

Lene Pedersen har ikke selv fået børn, men har et par låne- børnebørn, som hun elsker højt.

»Dem strikker jeg også til, og sammenlagt har jeg strikket 48 trøjer til dem og til de hjemløse på halvandet år. Hvis jeg ikke havde strikketøjet, ville jeg gå helt i stå, og selvom min læge vil have mig til at skære ned på grund af gigten, så stopper jeg ikke,« slår hun fast.

Igennem de syv år, Lene Pedersen har klædt hjemløse på til vinteren, er hun kommet til at kende nogle af dem ved navn. Men hun overraskes også af, hvor mange nye, der kommer til – heriblandt også helt unge mennesker.

»Jeg har fået et andet syn på livet igennem mødet med de hjemløse. Jeg har det jo for eksempel ikke hårdt i forhold til dem, og det tænker jeg på, hvis jeg skulle finde på at have ondt af mig selv.«

Lene Pedersen er pensionist, og derfor gælder det om at finde gode tilbud på garn, så der kan blive så meget som muligt varmt strik til hjemløse.

»Selvom jeg ikke har meget selv, har jeg noget, jeg kan dele ud af. Det er en stor glæde for mig, at jeg kan gøre noget for andre,« siger Lene Pedersen.

Læs også

Del artiklen