Turen går til YouTube: Tidligere byrådsmedlem skriver guidebog til forældre

Bogen "Turen går til YouTube" er den første af slagsen, der guider forældre ind i den vigtige verden, som deres børn befinder sig i.

Artiklens øverste billede
Lakserytteren, Rasmus Kolbe, har sammen med Maria Baagøe Bové - tidligere byrådmedlem i Skanderborg - skrevet bogen 'Turen går til YouTube'. Pressefoto

Danske børn mellem 9 og 12 år bruger meget tid på de sociale medier. Især YouTube er populær blandt børnene. Er du en af mange forældre, der forsøger at begrænse dit barns tid på de sociale medier, så læs med her.

For i stedet for at begrænse tiden, hvor dit barn kigger på YouTube, så skal du interessere dig for, hvad det er barnet ser på YouTube.

»Man skal være ligeså interesseret i, hvad de laver på YouTube eller andre sociale medier, som hvordan deres skoledag er gået,« siger Maria Baagøe Bové.

Der er rigtig meget godt på YouTube. Men der er altså noget, som børn slet ikke skal se. Vi mener ikke, at forældrene skal have kontrol over børnene, men de skal forstå reglerne og rammerne for YouTube, så man selv kan guide børnene. Bogen har vi også lavet for at beskytte børnene, for vi har talt med mange børn og forældre, der fortæller om bagsiden af medaljen

Maria Baagøe Bové, forfatter

Hun har, sammen med en af de mest kendte YouTube stjerner i Danmark, skrevet en guidebog til forældre om YouTube. Den udkommer den 26. januar på Politikens forlag og hedder ’Turen går til YouTube’.

Maria Baagøe Bové er 27 år og udgiver 26. januar bogen "Turen går til YouTube."

Tidligere byrådsmedlem

27-årige Maria Baagøe Bové er vokset op i Skanderborg, og som bare 19-årig blev hun valgt ind i Skanderborg Byråd for Radikale Venstre.

Fra 2013 til 2016 var hun byrådsmedlem og blandt andet formand for det særlige udvalg for Campus og Højvangen. Hun var kun 19 år, da hun blev valgt og var den yngste udvalgsformand.

»Jeg elsker politik og jeg brugte hele mit liv på det. Dengang handlede det meget om at råbe op for børn og unge. Og det gør jeg stadigvæk,« fortæller Maria.

Lakserytteren er medforfatter

Hun stoppede i byrådet i 2016 og har siden uddannet sig i kommunikation. I dag arbejder hun for Red Barnet med sociale medier, og så er hun altså snart også forfatter. Bogen har været to år undervejs, og den er vigtig for hende.

»Jeg vil helt vildt gerne gøre en forskel, og det håber jeg, at vi kan med den her bog. For det er vigtigt, at voksne forstår, at børnenes liv foregår meget inde på YouTube. Måske ser det ud til, de bare sidder stille foran en skærm. Men der sker en hel masse der, som vi skal interessere os for,« siger hun.

Bogen har hun skrevet sammen med Rasmus Kolbe, som er bedst kendt som ”Lakserytteren.” Han har været et YouTube fænomen meget længe, og hvis du ikke allerede ved, hvem han er, så spørg dit barn, som med garanti ved, hvem han er.

Tilsammen har de to forfattere enorm viden om, hvad der sker på YouTube, og hvad det er for en verden, der møder børnene der.

Forældre er stadig eksperter

»Børnene er eksperter i hvordan, man kommer på de sociale medier, og hvordan det teknisk fungerer. Men forældre er stadig eksperter i, hvad der er godt og dårligt at se for børnene. Der ligger stadig en voksenrolle. Og vi spørger: Ville du sende dine børn ud i trafikken uden at lære dem færdselsreglerne først?« lyder det fra Maria Baagøe Bové.

Virkeligheden der nemlig, at de sociale medier er kommet for at blive og de er en kæmpestor del, af børnenes liv.

»Der er rigtig meget godt på YouTube. Men der er altså noget, som børn slet ikke skal se. Vi mener ikke, at forældrene skal have kontrol over børnene, men de skal forstå reglerne og rammerne for YouTube, så man selv kan guide børnene. Bogen har vi også lavet for at beskytte børnene, for vi har talt med mange børn og forældre, der fortæller om bagsiden af medaljen,« fortæller Maria.

Kan ikke sammenlignes med tv

Hvor børn tidligere blev underholdt via børnefjernsyn, så er det mest YouTube og Tik Tok, der står for den del i dag. Og ifølge Maria, så kan børnefjernsyn og YouTube slet ikke sammenlignes.

»Da jeg så børnefjernsyn, så var der en redaktør, der havde udvalgt, hvad der skulle sendes, og hvad der var godt for børn at se. Det kunne man være uenig i, men der var voksne, der havde taget stilling. Det er der ikke på YouTube. Der er en algoritme, som hele tiden fører dig videre til flere videoer, alt efter hvad du har søgt på før. Og den tænker ikke over, at det er små børn, der sidder og kigger,« fortæller Maria.

Humor og fakta

Bogen ”Turen går til YouTube” fører forældre ind i YouTube universet med humor og fakta. De to forfattere har talt med rigtig mange børn om YouTube og de har lært af, hvad børnene fortæller, de løber ind i.

De har også talt med Børnetelefonen, der fortæller om, hvad de oplever børnene har brug for at tale om, og de har talt med mange forældre, som føler sig fuldstændig koblet af YouTube, og forældre som har opgivet at holde øje med, hvad deres børn laver, når de er på YouTube. Og det er altså en meget dårlig ide.

"Turen går til YouTube" er en guidebog til forældre, der skal huske, at spørge ind til, hvad børnene oplever på platformen.

»70 procent af danske børn i alderen 7 til 12 er på YouTube hver dag. Så der er brug for, at vi forholder os til det indhold. Der sker alt muligt godt – men der er også fælder og farlige ting. Vi ser os som en guide, der hjælper forældrene ind på den nye fremmede destination, hvor de tror, der bliver talt et helt andet sprog. Men det gør der ikke. De skal bare lige lære det bedre at kende. Det håber vi at kunne hjælpe dem med. For børnenes skyld,« siger Maria.

Bogen - Turen går til YouTube udgives 26. januar.









Læs også

Del artiklen