Svømmebads-ildsjæle fra Låsby ofrede al fritid i to år - Nu vinder de gigantisk gavecheck

Låsby Svømmebad løb med titlen som Årets Lokale Indsats 2021 og en check på 100.000 kroner.

Artiklens øverste billede
Adm.dir Mick Kjær og Line Rask fra Go’on var forbi Låsby Svømmhal med checken på de 100.000 kroner. Bestyrelsen bag Låsby Svømmebad er Dennis Udengaard, Nicolai Wattez, Palle Steffensen, Michael Thornvig Mikkelsen og Ernst Ole Lassen. Pressefoto

De lokale ildsjæle fra Låsby Svømmebad har i mere end to år brugt deres fritid på at skabe et topmoderne svømmebad til byens borgere. Det har nu sikret dem titlen som Årets Lokale Indsats 2021 og en gavecheck på 100.000 kroner.

Mere end 80 lokale initiativer rundt omkring i Danmark har været i spil til titlen som Årets Lokale Indsats, som det danske brændstofselskab Go’on står bag. Via en onlineafstemning i starten af efteråret havde alle mulighed for at stemme på de initiativer, der bedst er med til at sikre sammenhængskraften i lokalsamfundene.

Låsby Svømmebad vinder, blandt andet fordi udviklingen af svømmebadet udelukkende er blevet gennemført via en meget markant frivillig indsats. Der er lagt utrolig mange timer fra rigtig mange frivillige i et projekt, der virkelig har formået at skabe fællesskab i lokalsamfundet

Juryens begrundelse

De 20 indsatser med flest stemmer gik videre til finalerunden, hvor en jury var udpeget til at fordele priserne. Blandt de 20 initiativer var foreningen bag Låsby Svømmebad, som gennem de seneste to år har skabt et topmoderne udendørs svømmebad med to bassiner, sauna og omklædningsfaciliteter til gavn for lokalområdets borgere.

Den kæmpe frivillige indsats der ligger bag begejstrede juryen i en sådan grad, at det udløste en 1. plads i konkurrencen.

Markant frivillig indsats

»Låsby Svømmebad vinder, blandt andet fordi udviklingen af svømmebadet udelukkende er blevet gennemført via en meget markant frivillig indsats. Der er lagt utrolig mange timer fra rigtig mange frivillige i et projekt, der virkelig har formået at skabe fællesskab i lokalsamfundet,« begrunder juryen i en pressemeddelelse valget af Låsby Svømmebad som Årets Lokale Indsats 2021.

»At renovere et svømmebad er en meget stor opgave, der normalt kun gennemføres med hjælp af kommunale tilskud, men her er der tale om at lokale kræfter er drivkraften. Vi håber, at vi med prisen kan være med til at sikre, at svømmebadet også i årene fremover vil være samlingspunktet og skabe sammenhængskraft i Låsby og omegn.«

Juryen bestod af medaljevinder ved de Paralympiske lege Lisa Kjær Gjessing fra Ry, dobbelt olympisk deltager i windsurfing Lærke Buhl-Hansen, chefredaktør på Aarhus Stiftstidende Jan Schouby, bestyrelsesmedlem i DGI og Landdistrikternes Fællesråd Hanne Lene Haugaard og erhvervsmand Søren Poulsgaard Jensen.

Klap på skuldrene

Det var da også en glad bestyrelse, der en kold vintereftermiddag fik prisen overrakt på bassinkanten i Låsby.

»Det luner i den grad at få sådan en anerkendelse, og det har været rart at læse de mange kommentarer, som er blevet skrevet til os undervejs i konkurrencen. Vi har alle brugt utallige timer af vores fritid på projektet, så titlen som Årets Lokale Indsats er bestemt med til at understrege, at indsatsen har været det hele værd. De 100.000 kroner skal vi bruge på at få færdiggjort nogle af de ting, som vi mangler, så pengene falder på et godt tidspunkt,« fortæller Ernst Ole Lassen, formand for Låsby Svømmebad.

I forbindelse med konkurrencen har Go’on uddelt ca. 500.000 kr. til 25 udvalgte lokale indsatser.

»Vi har fra starten haft en vision om at hjælpe til med at holde liv i lokalsamfundene i det lokale Danmark. En vigtig ingrediens i et stærkt lokalsamfund er foreningerne de lokale ildsjæle, som bidrager til at skabe aktiviteter for medborgerne, derfor vil vi gerne hylde de lokale helte med denne konkurrence,« forklarer Mick Kjær, adm.dir. i Go’on.

Det er 6. år i træk at Go’on afholder konkurrencen.

bo

Læs også

Del artiklen