Brætspil fra Galten sælges i 200 butikker

Anders Poulsen har udgivet over 30 spil og er aktuel med nye.

Artiklens øverste billede
Anders Poulsen udvikler brætspil og har i dag 30 titler på samvittigheden. Foto: Erland Rasmussen

»Det er måske ikke den bedste beslutning at starte en virksomhed op med kun 1 varenummer. Det bliver man ikke rig af, men vi har kun en chance her i livet. Det er nu 12 år siden, og jeg er her stadig«.

Det er rigtigt, at det er et kvalitetsstempel, når så mange forretninger gerne vil forhandle nogle af mine spil. Det var oven i købet Salling Group, der ringede til mig, og det er jeg da stolt af

Anders Poulsen, brætspiludvikler

Sådan lyder det fra Anders Poulsen, Galten, når han tænker tilbage på beslutningen om at springe ud som selvstændig som udvikler, udgiver og producent af brætspil.

Kåret som årets spil

Selv om starten var svær, og Anders Poulsen har lagt utrolig mange timers arbejde i sin virksomhed, så kan han alligevel glæde sig over, hvordan det er gået.

»Jeg kan især godt lide den del af at være selvstændig, at man bestemmer selv, og så er jeg selvfølgelig tilfreds med udviklingen«, siger Anders Poulsen.

Folk tror, at jeg er brætspilsnørd, men det er jeg ikke. Jeg kan bare godt lide at spille brætspil.

Anders Poulsen, brætspiludvikler

I 2012 fik han spillet Timeout kåret som årets spil af boghandlerne, ligesom det fik gode anmeldelser i pressen.

Siden den beskedne start med 1 spil har Anders Poulsen udgivet over 30 spil, når man ser på alle titler, og 23 af dem er stadig i salg.

Han er ved at opbygge sit eget mærke, brandet Quizzone, mens virksomhedens navn er Sky High Games.

Flere af spillene sælges i over 200 butikker i hele Danmark fra mindre selvstændige boghandlere til kæder som Bog & Ide samt Bilka, Føtex og Fætter BR.

»Det er rigtigt, at det er et kvalitetsstempel, når så mange forretninger gerne vil forhandle nogle af mine spil. Det var oven i købet Salling Group, der ringede til mig, og det er jeg da stolt af«, indrømmer Anders Poulsen.

Anders Poulsen er 45 år, og han bor sammen med hustruen Majbritt og deres to børn, tvillingerne Simon og Karoline, 15 år. Anders Poulsen er født med muskelsvind og har siddet i kørestol, siden han var 13 år.

Vejen til at blive spiludvikler var præget af tilfældigheder. Anders Poulsen flyttede til Galten i 2004 fra Nordjylland, hvor han havde læst til cand.merc i økonomistyring på Aalborg Universitet.

»Det var egentlig for at forbedre mine chancer for at få arbejde. Jeg tænkte, at der var større muligheder i Aarhus-området end i Nordjylland som nyuddannet og kørestolsbruger«, fortæller Anders Poulsen.

Det lykkedes da også at få arbejde efter tre måneder. I 2008 ville han prøvet noget nyt og skiftede til en projektstilling hos Arla i økonomiafdelingen, hvor det også forlød, at der var gode chancer for at få forlænget ansættelsen.

Men så kom finanskrisen, og virksomheden skulle fyre 250 i administrationen, så Anders Poulsens kontrakt blev alligevel ikke forlænget, da den udløb i 2009.



»Så stod jeg midt i finanskrisen uden job. Jeg har altid godt kunne tænke mig at være selvstændig, og så havde jeg gået og fiflet lidt med nogle brætspil i min fritid for sjov, men så tænkte jeg, at nu skal det have en chance«, lyder det fra Anders Poulsen.

Anders Poulsen ved ikke, om det kræver nogle særlige egenskaber at udvikle brætspil. Alle kan være kreative på forskellig måde, mener han, og da han ikke kan tegne, male eller lignende, så fik han i stedet tiden til at gå med at pusle lidt med brætspil, da han i sin tid havde en periode med ledighed, da han var færdig på universitetet. Men spillene kom ned i skuffen igen i de fem år, han havde job.

»Folk tror, at jeg er brætspilsnørd, men det er jeg ikke. Jeg kan bare godt lide at spille brætspil«, siger han.

Anders Poulsen udvikler spil til hr. og fru Danmark. Det skal være spil, som det højst tager 10 minutter at komme i gang med fra låget åbnes.

Mange af spillene er quizspil, mens et af de helt nyudviklede spil, Tankestreger, er en gentænkning af Tegn og gæt. Et andet spil, som også lige er sendt på markedet, er en genudgivelse af det prisvindende Timeout fra 2012 med helt nye spørgsmål.

En særlig betydning

Anders Poulsen har fået mange opfordringer om at sende det populære spil på markedet igen. Og netop dette spil sælger han på sin egen hjemmeside, fordi butikkerne ikke vil forhandle det.

»Spillet betyder dog så meget for mig personligt og for mange andre, så jeg har valgt at sælge det selv på min nye hjemmeside«, siger Anders Poulsen.

Inspirationen til spillene kommer lige pludselig, og så er det bare med at få det skrevet ned. Anders Poulsen har således en idebank, som han henter fra, når der udgives et spil.

»Mange forstår ikke, hvor lang tid, det tager at lave spil. Men der skal researches, formuleres og dobbelttjekkes, så det tager oceaner af tid. Jeg har også alle kasketter på selv fra udvikling til den grafiske udformning af spillene«, forklarer Anders Poulsen.

Nye spil testes hos særlige testspillere, som skal spille og svare på et spørgeskema. Det skal helst ikke være folk, Anders Poulsen kender for godt, for han er kun interesseret i at få testspillernes ærlige mening.

Og selv om Anders Poulsen giver udtryk for, at der er nemmere måder at tjene sine penge på end ved at være spiludvikler, så er der alligevel en anden belønning, som lokker.

»Jeg glæder mig over, at nogen bliver underholdt af det, jeg laver«, lyder det.

Læs også

Del artiklen