Krav om Coronapas til alle kommunalt ansatte i Skanderborg

Økonomiudvalget har besluttet, at alle kommunalt ansatte skal vise gyldigt Coronapas, når de møder på arbejde.

Artiklens øverste billede
Økonomiudvalget besluttede onsdag eftermiddag at imødekomme en opfordring fra direktionen om at indføre krav om gyldigt coronapas fra alle ansatte i kommunen, også det administrative personale. Arkivfoto

Byrødderne i Økonomiudvalget besluttede i eftermiddags på et ekstraordinært møde at kræve gyldigt Coronapas af alle kommunalt ansatte medarbejdere, sådan som den kommende lovgivning giver mulighed for.

»Vi har aktuelt en høj smitte både på landsplan og i Skanderborg Kommune, og jeg mener, at det kun er rimeligt, at vi som kommune går forrest i kampen mod Corona. Vi ved, at Coronapas er et af de mest effektive midler, vi har, til at holde smitten nede. Derfor stiller vi krav om, at man som medarbejder møder op med et gyldigt Coronapas, hvor man enten er vaccineret, testet for nyligt eller tidligere har været smittet,« siger borgmester Frands Fischer i en pressemeddelelse om beslutningen.

Også kommunaldirektør Lars Clement mener, kommunen har en forpligtelse og bør gå forreste for at beskytte udsatte og ældre borgere.

Også administrativt personale

»Vi stiller jo også krav om Coronapas til besøgende på plejehjem og bosteder. Derfor giver det god mening, at vi også kræver det af vores medarbejdere på de områder. På vores skoler og daginstitutioner er problemstillingen en anden. Her handler det om, at vi skal undgå, at lærere og pædagoger bringer smitte fra børnene videre ud i samfundet. Når vi har valgt, at kravet skal gælde for alle medarbejdere - også det administrative personale - så handler det om at gøre det ens for alle, så vi undgår situationer, hvor vi skal sidde og detailplanlægge, hvilke medarbejdergrupper der er omfattet, og hvem der ikke behøver passet,« understreger kommunaldirektøren.

Økonomiudvalget har bedt direktionen om at udmønte beslutningen i samarbejde med kommunens HovedMED-udvalg. Kravet om Coronapas evalueres ved det kommende møde i Økonomiudvalget onsdag 8. december.

bo

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen