Børn planter træer og buske: Klar, parat, grav

Lokalgruppe på vej til at overgå målsætning om at plante 1000 træer.

Artiklens øverste billede
Godt en snes elever fra 6. årgang på Gyvelhøjskolen i Galten plantede æblebuske ved motorvejen. Foto: Erland Rasmussen

Det var et usædvanligt syn, der mødte bilisterne i rundkørslen til Herningmotorvejen ved Galten onsdag morgen, fordi den var proppet med børn i fuld gang med at plante æblebuske.

Arrangør var den lokale gruppe ”Plant 1000 træer”, mens børnene var godt en snes elever og deres lærere fra 6. årgang på Gyvelhøjskolen i Galten.

Der blev gået til den, da elever plantede æblebuske i rundkørslen ved motorvejen. Foto: Erland Rasmussen

Hurtige elever

”Plant 1000 træer” plantede i foråret lindetræer i et par af de øvrige rundkørsler og ved virksomheder i erhvervsområdet på Klank og nu også ved en virksomhed omkring den nordlige side af Silkeborgvej.

Plantningen af æblebuskene er også en nyhed fra gruppen, der udspringer af Projektforum Galten-Skovby.

Karen Schack Lindemann fra gruppen fortæller, at der plantes buske af hensyn til trafiksikkerheden i rundkørslen. Der er tale om æblebuske af sorten Sargent, og der skal plantes 36 af slagsen.

Eleverne fra Gyvelhøjskolen gik til den med både skovle og spader, som der lige var lånt lidt flere af fra Entreprenørafdelingen Skanderborg fra kommunen, som var med for at overvåge, at alting blev gjort på den rigtige måde.

Og Kim Sørensen fra entrenørafdelingens Ry-filial havde nok at se til, da han hjalp eleverne med råd og dåd om plantningen, og han var både overrasket og imponeret over den hastighed og iver, børnene kastede sig over opgaven med.

Der blev også plantet yderligere to lindetræer ved OK tankanlægget på Klank. Foto: Erland Rasmussen


Viceskoleleder Helen Óladóttir fra Gyvelhøjskolen forklarer, at skolen deltager i projektet med stor glæde.

»Vi har fokus på miljø og klima og de 17 verdensmål og her indgår træplantning som en naturlig del, og så får vi også en snak med børnene om at gøre noget godt for nærområdet, ligesom det er vigtigt at være med til at plante selv og få beskidte sko og hænder. Siden kan eleverne se deres træ gro, og når de selv får børn, så kan de sige, at det var jeg med til at plante«, uddyber Helen Óladóttir.

Der blev også plantet to lindetræer ved OK tankanlægget på Klank onsdag formiddag. Her kom Entreprenørafdelingen Skanderborg til undsætning med gravemaskine, så det var lettere for eleverne at lægge den sidste jord på og klare sidste del af plantningen.

Et sjældent syn. Børn og voksne i rundkørsel for at plante æblebuske. Foto: Erland Rasmussen

Ny målsætning

Inden efterårsplantningen kan Gruppen for 1000 træer notere sig, at der er plantet 875 nye træer i Galten - Skovby. Derfor når ”Plant 1000 træer” sin målsætning på netop 1000 træer.

Vi er nødt til at finde en ny målsætning. Vi er nemlig i kontakt med flere firmaer, så vi bliver nødt til at revurdere, fordi det bliver mere end 1000 træer.

Karen Schack Lindemann, "Plant 1000 træer"

Men den er ingen tegn på, at gruppen stopper sit arbejde med at forskønne lokalområdet med træer, der sponsoreres af virksomheder i lokalområdet.

»Vi er nødt til at finde en ny målsætning. Vi er nemlig i kontakt med flere firmaer, så vi bliver nødt til at revurdere, fordi det bliver mere end 1000 træer«, siger Karen Schack Lindemann.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen