KV21: Svagtseende opgav at brevstemme

75-årig kvinde ville gerne have sin mand med som hjælper i boksen.

Artiklens øverste billede
En svagtseende borger måtte ikke få hjælp af sin mand til at brevstemme på Galten Bibliotek, selvom hun var i sin gode ret til at kræve det. Arkivfoto

En svagtseende borger opgav at brevstemme sidste torsdag, fordi hun ikke måtte få sin mand med ind i stemmeboksen som hjælper i stedet for en valgtilforordnet.

Sådan forklarer Allan Hansen, 79 år, om episoden, hvor han og hustruen, Jytte Hansen, 75 år, var taget til Galten Bibliotek for at brevstemme sidste torsdag.

Det er ydmygende, at en svagtseende person skal have en fremmed til at hjælpe sig med at stemme. Min kone vil ikke have, at andre skal vide, hvem hun stemmer på.

Allan Hansen, Galten

Allan Hansen henviser til, at reglerne siger, at man har ret til at få sin egen hjælper med ind i stemmeboksen.

»Det er ydmygende, at en svagtseende person skal have en fremmed til at hjælpe sig med at stemme. Min kone vil ikke have, at andre skal vide, hvem hun stemmer på,« siger Allan Hansen.

Har ret til selv at udpege hjælper

Fra Dansk Blindesamfund bekræfter landsformanden, Ask Abildgaard Løvbjerg, at den svagtseende har ret til selv at udpege en hjælper, hvis man utvetydigt selv giver til kende, at man ønsker det.

Dertil skal man kunne dokumentere, at man har et synshandicap, og her er medlemskortet til Dansk Blindesamfund tilstrækkeligt.

Hvis man ikke har en hjælper, så skal man derimod have to valgforordnede med ind som hjælp.

For Dansk Blindesamfund er det vigtigste argument for at tage egen hjælper med ind, at man på den måde kan komme så tæt på at holde valghemmeligheden som muligt.

Man er i forvejen i en sårbar situation, og det er vigtigt, at samfundet respekterer den, man er. Det er ubehageligt, hvis man i stedet oplever, at man skal kæmpe for det, man har ret til

Ask Abildgaard Løvbjerg, landsformand, Dansk Blindesamfund

Ask Abildgaard Løvbjerg siger også, at det ikke er den svagtseende borgers ansvar at kende reglerne, og at det er vigtigt, at man får hjælp.

»Man er i forvejen i en sårbar situation, og det er vigtigt, at samfundet respekterer den, man er. Det er ubehageligt, hvis man i stedet oplever, at man skal kæmpe for det, man har ret til,« siger Ask Abildgaard Løvbjerg.

Bibliotekschef i Skanderborg Kommune, Jens-Ole Winther, beklager, at ægteparret fra Galten opgav at brevstemme.

»Vi beklager, hvis nogle borgere har haft en dårlig oplevelse på biblioteket. Det var ikke hensigten, og vi har i alle uger bestræbt os på at give den bedste service for de borgere, der ville brevstemme,« siger Jens-Ole Winther, som ikke ønsker at kommentere yderligere på sagen.

Læs også

Del artiklen