Pop-ikonet Justin Bieber har meldt sin ankomst på næste års Smukfest

Verdensstjernen Justin Bieber er netop blevet annonceret som det indtil videre absolutte hovednavn til Smukfest 2022.

Artiklens øverste billede
Den 27-årige popsanger har meldt sin ankomst i bøgeskoven til Smukfest 2022. Foto: Nanna Navntoft

Han er klodens vel nok største popikon. Og længe har han toppet ønskelisten.

Smukfests publikum har de sidste mange år sukket efter den canadiske verdensstjerne Justin Bieber.

Men nu lader det endelig til, at de danske festivalgæsters bønner er blevet hørt … for selveste Justin Drew Bieber – én af verdens allerstørste artister – er netop blevet annonceret som ét af de absolutte hovednavne på næste års Smukfest.

Den 27-årige popsanger har således meldt sin ankomst i bøgeskoven til Smukfest 2022.

Som en del af Justin Biebers verdensturne bliver koncerten på Smukfest den ene ud af i alt kun fire europæiske koncerter i 2022 – og samtidig den første gang nogensinde, at Bieber optræder på en dansk festival.

»Vi niver os stadig lidt i armen, men den er sgu god nok! Det er en fantastisk følelse, at vi allerede nu kan sætte så markant et navn på plakaten for 2022 og takke for den store tillid vores gæster har vist os ved at overføre deres billetter efter to aflyste festivaler. Tanken om, hvor euforisk vildt det bliver at mødes igen i skoven efter to somre uden Smukfest, kan slet ikke beskrives,« siger Søren Eskildsen, talsmand for Smukfest i en pressemeddelelse.

Siden debutalbummet tilbage i 2009 har popikonet udgivet i alt ni albums, hvoraf de otte er strøget direkte til tops på hitlisterne.

Bieber har solgt over svimlende 80 millioner plader og sågar løbet med titlen som den mest streamede artist på Spotify nogensinde.

Alt i alt må det derfor kategoriseres som lidt af en sensationel bedrift, at Smukfest har formået at lokke den canadiske popsmed – én af verdens mest succesfulde artister – til bøgeskoven.

»Justin Bieber er lige nu den mest streamede artist i verden og har været det stort set hele 2021. I det lys er han klart en af tidens mest aktuelle artister, vi kan præsentere i skoven til sommer. Vi skal huske, at en festival som Smukfest udgøres af 180 artister, der repræsenterer den alsidighed, der er i både nye og etablerede artister. Og at kunne tilføje Justin Bieber til listen fås ikke meget større,« siger Mikkel Xavier, booker hos Smukfest.

Bieber giver koncert på Smukfest onsdag den 3. august.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen