150 år i Adelgade: Hugo Mortensen runder milepæl - måske for sidste gang

Mens valgkampen har raset har en af Skanderborgs ældste butikker passeret en milepæl. I 150 år har der været en guldsmede og urmagerforretning på adressen Adelgade 100.

Artiklens øverste billede
"Den her butik dør med mig." Morten Mortensen bliver ikke nostalgisk, når man spørger til fremtiden for Hugo Mortensen. I dag er det næsten umuligt at sælge en guldsmede forretning. Foto: Grethe bo Madsen

30. oktober kunne Hugo Mortensen sætte endnu et lys i fødselsdagslagkagen, der i år nåede op på hele 150 lys. I så mange år har der ligget en guldsmede og urmagerforretningen på adressen Adelgade 100.

Indehaver i dag er Morten Mortensen, og det er hans far, Hugo Mortensen, der har lagt navn til forretningen tilbage i 1962. Det stod dog langt fra i kortene, at Morten Mortensen skulle ende som indehaver af guldsmede og urmagerforretningen, for selvom både hans far og farfar var urmagere, var det aldrig en vej, der fristede ham i hans unge år.

14 dages praktik hos en sølvsmed i skoletiden havde nemlig i den grad kureret ham fra at at følge i sin fars fodspor. »Jeg dør,« sagde han hver dag i de 14 dage. I stedet blev han udlært inden for handel i stedet og var i en lang årrække handelsrejsende indenfor urmager- og guldsmede-branchen.

24 år ved roret

I 1997 overtog han sammen med sin hustru, Lene, forretningen, som han har stået i spidsen for lige siden.

»Jeg har prøvet meget forskelligt i min tid, og de seneste 24 år har jeg drevet forretningen. Det valg har jeg aldrig fortrudt,« understreger han.

Efter næsten to år med corona, har også Morten Mortensen godt kunnet mærke »nettet« stramme, men ikke i en sådan grad, at det giver store panderynker hos Morten Mortensen.

Det er næsten umuligt at sælge en guldsmede butik. Der er ingen, der har råd til at overtage varelageret. Jeg ville da blive glad, om der var nogen, men jeg har ingen forventning om, at det vil ske

Morten Mortensen

»Selvfølgelig kan vi - ligesom alle andre butikker - mærke, at nethandlen er vokset, men folk vil stadig gerne have det i hånden og mærke det, når det handler om de lidt dyrere sager af guld og sølv. Men med de billigere varer handler folk mere og mere på nettet, det kan vi godt mærke,« forklarer han.

»Butik dør med mig«

Med sine 150 år står Hugo Mortensen som et stolt fyrtårn for handelslivet i Adelgade, men spørger man Morten Mortensen, om der også vil være en Hugo Mortensen til at fejre 160 års jubilæum, ryster han på hovedet, for selvom han har en søn, så har sønnen ingen ambitioner om at træde i sin fars fodspor.

»Der er ingen i familien, der står på spring for at overtage forretningen. Min søn vil ikke den vej, og selvom jeg ingen planer har om at gå på pension foreløbig, så har jeg svært ved at forestille mig, at der findes en Hugo Mortensen om 10 år. Den her butik dør med mig,« konstaterer han.

»Det bliver jeg nu ikke nostalgisk over. Det er næsten umuligt at sælge en guldsmede butik. Der er ingen, der har råd til at overtage varelageret. Jeg ville da blive glad, om der var nogen, men jeg har ingen forventning om, at det vil ske.«

Læs også

Del artiklen