Kommunen på vej med frivilligcenter på Sølund
En af de ikoniske hvide bygninger på Sølund bliver ramme om et nyt center
Et nyt center for frivillighed og fællesskab placeres ved Danmarks største botilbud for mennesker med handicap, Sølund, og det gør det muligt at bringe mennesker med vidt forskellige forudsætninger og interesser sammen. Centret får cafe, mødelokaler og værksteder, som alle kan bruge.
Mange laver frivilligt arbejde i Skanderborg Kommune. Det kan være i foreningslivet, på det sociale område, inden for sport og kultur eller som medhjælper på de store musikfestivaler og byfester.
Et samlingspunkt
Nu får de mange frivillige et særligt samlingspunkt på Sølund. En af de ikoniske hvide bygninger, pavillon 2, skal omdannes til et center for frivillighed og fællesskab. Det besluttede Byrådet på byrådsmødet den 27. oktober.
»Sølund er et enestående område med natur, mangfoldighed og bymæssig nærhed. Med et levende og tilgængeligt frivilligcenter binder vi stedet endnu bedre sammen med midtbyen. Der er i forvejen et rigt frivilligt liv i området, blandt andet på grund af Smukfest og Sølund Musik-Festival. Formålet med frivilligcentret er kort og godt at understøtte det berigende møde mellem mennesker«, siger borgmester Frands Fischer i en pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune.
Pavillon 2 bruges i dag af Landsbyen Sølund. Nogle af aktiviteterne rykker til en anden placering, men flere fortsætter som en del af det nye center for frivillighed.
Oplægget til, hvordan pavillon 2 kan indrettes, ser således ud: Øverste etage: Socialpsykiatri. 2. sal: Center for frivillighed og fællesskab. Stueetage: Center for frivillighed og fællesskab, inklusiv café, som er åben for alle. Parterre: Værksteder, Sølund Musik-Festival, eventuel depot for Landsbyen Sølund.
Det nye frivilligcenter skal være en del af den puls og aktivitet, der er omkring Sølund-området i dag.
»Skanderborg har landets største botilbud for mennesker med handicap, og det er vi stolte af. Landsbyen Sølund er et godt omdrejningspunkt for det nye frivilligcenter, som vi tænker bredt. Det skal ikke kun favne aktiviteter inden for det sociale område, men også inden for idræts- og kulturlivet - og de frivillige som ikke nødvendigvis er medlem af en forening. Det er noget helt unikt, at vi på den måde bringer liv og aktivitet fra resten af samfundet til Sølund«, siger Frands Fischer.
Udvikling området
Frivilligcentret er en del af en større udvikling af pavillonerne på Sølund. Økonomiudvalget besluttede i april 2019, at de eksisterende bygninger skal optimeres og indrettes til kommunale formål, så man blandt andet sparer husleje andre steder.
En arbejdsgruppe har afsøgt mulighederne for at inddrage liberale erhverv, kommunale funktioner og frivilligcenter i den fremtidige udnyttelse af pavillonerne.
Arbejdstitlen på stedet er center for frivillighed og fællesskab, men der skal findes et godt og mere mundret navn senere.
Byrådet har afsat 20 millioner kroner til den indvendige renovering af pavillon 1, 2 og 3. Frivilligcentret på Sølund forventes at stå klar i 2023.
ear