Så sikkert som amen i kirken

Artiklens øverste billede
Sognepræst Lisbeth Westring Kristensen, Stilling Kirke. Arkivfoto

Nogle af de spørgsmål, vi mennesker stiller os selv gennem livet, er spørgsmålet om, hvor var vi før, vi blev født, og hvor skal vi hen, når vi dør. Eksistentielle spørgsmål, som gælder for os alle.

Det ene svar herpå er, at det er der ingen af os, der med sikkerhed kan sige noget om. Det andet svar er, at det afhænger af hvilket rum, man spørger ind i. Hvilken tro eller overbevisning man har.

Vi skal gribe nuet

- Om man tror, at vi kommer af intet og går til intet og blot er kastet ind i verden i en rum tid, vi ikke kender udstrækningen af, førend vi ligger i kisten – og i det lys blot kan håbe, at vi greb nuet, mens vi var her.

- Eller om man tror, man er i en genfødsel og går videre til en ny inkarnation med alle de mange forskellige livserfaringer gemt fra overgang til overgang. Og man således lærer – ikke bare gennem livet – men også gennem livene.

- Eller om man tror, at vi kommer fra paradiset og går til paradiset. Af en årsag, som er Guds kærlighed fra evighed til evighed.

Om det er det ene, det andet, det tredje eller noget helt fjerde afhænger af den livstydning og det livsperspektiv, vi tager til os i troen.

Nogle træffer ofte det første valg for os for så vidt, at vores forældre har valget om at lade os døbe. Sker det, bliver vi medlemmer af folkekirken, og her kan vi så leve trygt og godt, indtil døden skiller os ad.

Lovprisningen om det levende håb oplyser således ikke bare det kristne jordiske liv, men også det evige og himmelske.

Lisbeth Westring Kristensen, sognepræst, Stilling Kirke

Dør vi som medlem af folkekirken, ja, så kan vi med samme sikkerhed som dåbens tre håndfulde vand forvente os afskedens tre håndfulde jord. Begge begivenheder indledt af en lovprisning af, at håbet er levende sammen med kærligheden, der med Kristi opstandelse overvandt døden. Lovprisningen om det levende håb oplyser således ikke bare det kristne jordiske liv, men også det evige og himmelske.

Nåde og kærlighed

Og derfor er det også dét, der høres ved enhver afskedsstund i kirken, når vi har mistet én vi elskede eller holdt af. Og i lyset af det levende håb er omdrejningspunktet ikke det liv, den døde har levet, men det liv den døde skal leve. For det er dét, der i kristendommen er den kristne dom over mennesket – ikke Guds straf, men Guds nåde og evige kærlighed.

Det er dét, der er rammen for afskedens tre håndfulde jord, som det var det ved dåbens tre håndfulde vand. Det er dét, vi kommer af og kommer til. At vi er elskede først og tilgivet allerede. Og det er også rammen for den mindegudstjeneste, kirkerne inviterer til første søndag i november, hvor vi mindes de døde på allehelgensdag. Det kan du regne med.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Skanderborg direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Uge-Bladets nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Uge-Bladet på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Del artiklen