En usædvanlig kvinde er ikke længere blandt os

Mindeord om Ruth Braamunk fra Ry

Artiklens øverste billede
Ruth Braamunk blev 93 år. Privatfoto

Efter et lang liv sov Ruth stille ind i sit elskede hjem, ’Knudsø’, 93 år gammel. Som hun selv sagde: »Jeg har haft et godt liv.« Ruth var født og opvokset i Gludsted. I 1957 købte hun og hendes daværende mand Brix, Knudsø, der blev hendes hjem i 64 år. I 1968 døde Brix af kræft.

Hun elskede stedet, søen, blomsterne, træerne og dyrene. Hun havde svært ved skulle fælde træer, for hun kendte dem jo alle. Ja - hun havde for de flestes vedkommende selv plantet dem. Knudsø var altid åben for alle. Familie og en masse venner kom ofte på besøg. Alle var velkomne. I en lang årrække kom ’Evangelische Jugend’ fra Eckernförde i Tyskland på sommerlejr. Masse af unge mennesker nød den danske sommer ved bredden af ”Knudsø”. Det skabte livslange venskaber også helt op i alderdommen.

Ruth var uddannet Smørrebrødsjomfru og - som hun sagde - med de varme som hobby. I 1970 arbejdede hun for Grethe og Erling Nielsen som på det tidspunkt havde Bison i Gl. Rye. Der møder Ruth Carl Erik Christensen, der havde børnene Anne og Søren. Carl havde også mistet sin ægtefælle - børnenes mor - til kræften, hun blev 27 år.

Ruth havde ikke selv børn og accepterede ”hele pakken”. Hun tog børnene til sig som sine egne. Hun blev deres mor. Hun tog sig af alt det, en mor gør, resten af sit liv. Hendes arbejdsliv fortsatte sammen med Grete og Erling. Efter Bison blev det på Bowlerhatten, El Bombin og til sidst Sdr. Ege, hvor hun blev til pensionen.

Det stråtækte ”Knudsø” brændte ned til grunden i januar 1988. Der blev derefter bygget et helt nyt hus, det nuværende. Ruth var aktiv folkedanser i Låsby gennem mange år. Hun var med til at starte et svømmehold for de lokale pensionister om mandagen i Brædstrup svømmehal. Ruth var i sin pensionisttilværelse stadig aktiv på Ry Roklubs C- Hold. Hun glædede sig til det årlige besøg, hvor bådene i løbet af sommeren med hele holdet lagde til ved broen, så de kunne komme på besøg og få en kartoffelmad.

Da datteren Anne skulle giftes med undertegnede, var der ingen tvivl om hvor det skulle foregå. Telt i haven til 100 mennesker. Ruth og Carl havde altid plads og altid gæster. Hver formiddag tog Carl tørnen med opvasken efter de mange besøgende. Det var jo ikke nødvendigt med en opvaskemaskine. Da de kom hjem fra en ferie i udlandet, var der imidlertid blevet installeret en sådan. En uge efter sagde de at »de ikke kunne forstå, de havde kunnet leve uden«.

Det var kendetegnende for Ruth, at hun ønskede at så mange som muligt skulle nyde godt af det dejlige sted hvor hun boede. Mange brudepar har holdt deres bryllup på græsplænen ned til søen for derefter at tilbringe bryllupsnatten på første sal i ’Brudesuiten’.

Det var også en selvfølge at fiskeriforeningen fik lov til at sælge fiskekort til hendes del af søen. Indtil for ganske få år siden havde Ruth også Bed and Breakfast. På et tidspunkt fremviste hun pavestolt en artikel i et Tysk rejseblad, hvor nogen af hendes gæsterne skamroste hendes morgenmad. Hun elskede at kræse om sine gæster. Når gæsterne fangede en gedde i søen, var det Ruth der, med hjælp fra en røget kæbesnitte, fremstillede de mest fantastiske fiskefrikadeller. Når gæsterne lånte kanoen ganske gratis, kom der af og til en bemærkning, som »jeg ser gerne i betaler forud.« Humoren var der altid.

Da Ruth fyldte 65 år var hendes højeste ønske et faldskærmsudspring, som hun fik, og som hun nød. Da hun blev modtaget efter tandemspringet var hun helt høj. Hun sagde: »Jeg kunne se helt til Sverige, men hold da kæft mine patter hang helt omme på ryggen under det frie fald.« Mange af hendes venner, og hendes arbejdsgivere, gennem mange år Grethe og Erling fra Sønder Ege, havde i bus fundet vej til ”landingspladsen” i Feldballe, hvor de også havde sørget for forplejning til alle i bussen.

Da Ruth fyldte 90 år, var det største ønske en helikoptertur for at se det hele sådan lidt for oven. Det fik hun. Hun blev afhentet på matriklen i overværelse af de over 100 mennesker, der var mødt op for at gratulere hende. Sammen med to børnebørn fløj hun afsted.

Ruth havde humor. I en periode hvor festlighederne og dermed forbruget af øl var faldet, siger hun pludselig: »Det er nu godt, vi ikke får så meget at drikke, men hold da fast hvor vi savner indtægten fra de tomme flasker!« Den humor var med hende til det sidste. En dag da hjemmehjælperen sagde »så kommer jeg igen i morgen«, sagde Ruth med et smil på læben: »Nå! Så er den dag da også ødelagt.«

Barnebarnet Mie, havde foreslået at de skulle gifte sig. Ruth sagde derfor til mig en dag: »Carl og jeg har talt om, at vi sikkert kan skændes lige godt, selv om vi bliver gift, så hvis det kan blive dig, der vier os, så vil vi giftes.« Det var i sidste øjeblik, for Borgmesterkontoret var allerede pakket i kasser på grund af den forestående kommunesammenlægning. Med stor velvilje fra de ansattes side blev det muligt 21. december.

Så den 21. december 2006 viede jeg, Ruth og Carl efter 30 års samliv som de sidste i Ry Kommunes historie. Et bryllup med ”den længst mulige bryllupsnat.” Hendes mand, ”Bedste Carl” døde i januar 2014. Ruth boede til sin død på sit elskede ”Knudsø”, ved bredden af Knudsø.

Æret være hendes minde. Tak fordi jeg fik lov til at være din ”ynglings svigersøn” (som hun sagde og eneste) i 32 år.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen