500 til fest i Stjær: Vi har det fantastisk her!

Gaveregn over landsby, der vandt konkurrence som Årets landsby i Danmark, og det blev fejret på behørig vis.

Artiklens øverste billede
Helene Simoni Thorup modtog på Stjærs vegne Årets Landsby–sten overrakt af Steen Kjær Jensen på vegne af Landsforeningen Landsbyerne Danmark. Foto: Philip Davali

Ildsjæl og initiativtager til ansøgningen til Årets Landsby konkurrencen, Helene Simoni Thorup, kunne lykkeligt konstatere, hvordan hele oplevelsen med konkurrencen har styrket sammenholdet endnu mere i Stjær:

- Det har været fantastisk at være med. Meget symptomatisk for den måde, landsbyen arbejder på, så måtte vi jo en kun en uge før komitéens besøg mødes og forberede noget, da vi havde en masse indvielser, møder, høringssvar og diverse, vi skulle ordne først. At vide, at vi på så kort tid kan stable et arrangement på benene, som viser Stjær frem på den måde, har virkelig rykket os tættere sammen og bekræftet os i, at vi har det fantastisk her. Og uanset om vi havde vundet eller ej, så var dét det hele værd!

Sådan lød det, da landsbyen Stjær var samlet til fest for at fejre kåringen som Årets Landsby.

I har arbejdet med jeres landsby i en årrække og arbejdet meget procesorienteret, og det har undervejs også været lærerigt for os.

Carsten Hansen, formand bedømmelseskomiteen

Sang for landsbyen

Aktivitetshallen ved skolen var pakket med balloner og børn på gulvet, der skraldgrinede til tryllekunstnerens tricks, og en lirekassemand spillede foran sportshallen, så der ikke var nogen tvivl om, hvor festen i dag skulle foregå.

Godt 500 mennesker, både beboere i Stjær og omegn og bedømmelseskomité for Årets Landsby, mødt til festen i Stjær. Ved komitéens sidste besøg overraskede Stjær-koret ved at synge for komitéen over køledisken i købmandsforretningen, men denne gang foregik det på scenen foran forsamlingen til deres egen hædersdag, hvor flere lokale Stjærborgere viste talentmassen frem.

Godt 500 mennesker var til fest i Stjær, da landsbyen blev fejret som Årets Landsby. Foto: Philip Davali

Formanden for bedømmelseskomitéen for Årets Landsby, Carsten Hansen, kunne heller ikke holde sin begejstring for landsbyen tilbage, da han indtog scenen for at holde sin tale til forsamlingen.

»I har arbejdet med jeres landsby i en årrække og arbejdet meget procesorienteret, og det har undervejs også været lærerigt for os«, sagde Carsten Hansen.

Gaveregn over Stjær

Og gaveregnen silede ned over Stjær. Fra bedømmelseskomitéen modtog landsbyen den berømte Årets Landsby – sten overrakt af Steen Kjær Jensen på vegne af Landsforeningen Landsbyerne Danmark, der lovede, at de med stenen ville skrive sig ind i en eksklusiv klub af foregangslandsbyer i Danmark.

Formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard understregede blandt andet, at landsbyen med stolthed skal nyde den betydningsfulde plads på piedestalen, som de via ambitiøse grønne handleplaner med mere, har indtaget.

Det samme gjorde Skanderborg Kommunes borgmester, Frands Fischer (S), der håber at se endnu flere grønne initiativer fra den spirende landsby.

Når jeg kommer her og ser så mange dejlige børn, er det en bekræftelse på, at der er masser af liv og gejst ude i landsbyerne.

Michael Demsitz, næstformand Forenet Kredit,

Liv og gejst i landsbyen

Forsamlingens klapsalver nåede nye højder, da hovedpræmien, en check på 50.000 kroner, blev overrakt af komitémedlem og næstformand i Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit, Michael Demsitz.

»Når jeg kommer her og ser så mange dejlige børn, er det en bekræftelse på, at der er masser af liv og gejst ude i landsbyerne. I har vist, at det nytter noget, når man i fællesskab prøver at gøre noget for den grønne dagsorden. I har vendt pandemiens udfordringer til noget positivt og skabt et endnu stærkere fællesskab. Netop dén vilje og energi, er vi i foreningen stolte af at støtte op om«, lød det fra Michael Demsitz.

Den lokale kok og kagekunstner Noelia Albert præsenterede Stjær-kagen, som var lavet på en bund af drømmekage med lokale æg og æbler fra baghaverne i Stjær med lag af hvid chokolade, karamel og chokoladeganache. Foto: Philip Davali

ear

Læs også

Del artiklen