Skanderborg går med i Den Grønne Rygrad

Kommunen har netop indgået et samarbejdet for at styrke klima og bæredygtighedsundervisningen i grundskolen.

Artiklens øverste billede

Landet over er kommuner i fuld gang med at gøre klima, miljø og bæredygtighed til en del af skoledagen for eleverne i grundskolen. Men fordi aktiviteterne er knopskudt over tid, kan det være svært for den enkelte lærer at overskue alle mulighederne for at skabe en motiverende, praksisnær undervisning. Det er baggrunden for projektet Den Grønne Rygrad, der bl.a. gennem en digital kortlægning af lokale tilbud giver lærerne bedre overblik, så de nemmere kan indarbejde dem i arbejdet med at give eleverne er målrettet, grøn undervisning af høj kvalitet.

»Klimaforandringerne udfordrer os, og mange vil gerne handle. I folkeskolen oplever vi en efterspørgsel på værktøjer til at klæde børn og unge på til at bedre at kunne forholde sig til og handle i klimaforandringernes tid,« siger programchef i Concitos Klimaambassade, Synnøve Kjærland, en af partnerne i Den Grønne Rygrad, i en pressemeddelelse.

Udvider grønne visioner

Når Skanderborg kommune har valgt at indgå et samarbejde med Den Grønne Rygrad, sker det som en del af ambitionen om at styrke undervisning i klima og bæredygtighed i grundskolen. Sigtet er at gøre det lettere for lærerne at udnytte mulighederne for at skabe engagerende bæredygtighedsundervisning i og uden for klasselokalerne i kommunens skoler.

Skanderborg kommune ser et stort potentiale i Den Grønne Rygrads værktøjer til at skabe overblik over kommunens allerede eksisterende aktiviteter inden for temaerne natur, klima, energi, ressourcer, fødevarer og sundhed.

»Skanderborg kommune har en ambitiøs plan for at sikre en grøn omstilling. Den Grønne Rygrads kortlægning af vores mangfoldige undervisningstilbud er med til at sikre, at lærerne kan finde de rette undervisningstilbud, der kan understøtte arbejdet med at uddanne børn og unge til at passe på ressourcer og nedbringe klimagasser,« forklarer Claus Langergaard, konsulent Børn og Unge, Skanderborg Kommune

Skanderborgs byråd har bevilliget midler, som skolerne kan ansøge om for at styrke klima og bæredygtighedsundervisningen lokalt.

Samarbejder på tværs

I Skanderborg kommune er ansvaret for strategiudvikling for undervisningsområdet forankret på den enkelte skole, men der er også indsatser, hvor skoler samarbejder på tværs. Et af indsatsområderne er et opkvalificeringsforløb for lærere, hvor lærere fra fem af kommunens skoler deltager.

I samarbejdet med Den Grønne Rygrad vil der også arbejdes med, hvordan kommunens planer for klima, energi og undervisning bedre kan sættes i spil og inddrages i undervisningen. Der vil være fokus på at tænke på tværs af indsatser, så eleverne bedre kan forstå og se sammenhænge mellem faglig viden om klima og bæredygtighed og hvordan man arbejder med det i praksis lokalt.

Ud over at styrke overblik og vidensdeling lokalt blandt Skanderborg kommunes skoler og lærere, vil man som en del af Den Grønne Rygrad - samarbejdet, indgå i et netværk på tværs af projektets samarbejdskommuner. Også her ser Claus Langergaard gode muligheder, og han glæder sig til at kunne få ny inspiration fra andre kommuner.

»Vi glæder os til at give en hånd med i arbejdet med at styrke de grønne undervisningsambitioner i Skanderborg kommune, som allerede har så meget at bygge videre på,« siger projektleder Amalie Dynnes Ørsted fra Haver til Maver, som er en af partnerne bag Den Grønne Rygrad.



Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Skanderborg direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Uge-Bladets nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Uge-Bladet på listen og tryk tilmeld.
d

gs

Læs også

Del artiklen