»Man glemmer ikke, hvor man tog sine sidste prøver«

Tømmerhandlen 10-4 i Hørning har i en hel uge stillet en hal til rådighed til 39 tømrerelever og deres svendeprojekter. Den lokale trælastchef håber, at det kan være med til, at de kommer tilbage og handler i Hørning.

Artiklens øverste billede
Elever for Aarhus Tech har haft travlt i den forgangne uge med at få deres svendeprøveprojekter gjort færdig i en af 10-4's haller i Hørning. Arkivfoto: 10-4 Aarhus.

Det kræver meget plads, når næsten 40 tømrerelever skal bore, save og banke brædder på plads i en uge. Det ved Flemming Kajbjerg Leth Jensen, trælastchef i tømmerhandlen 10-4 i Hørning, en del om.

For i næsten ligeså lang tid som tømmerhandlen har eksisteret, har man to gange årligt haft besøg af tømrerelever fra Aarhus Tech, der har skullet færdiggøre deres svendeprøver. Det krævede nok engang, at store trug af pakketræ blev ryddet fra en af tømmerhandlens haller.

Til gengæld for flytningen af de omfattende mængder træ, håber trælastchefen, at eleverne husker Hørning-virksomheden, når de engang i fremtiden selv skal ud og købe materialer.

»Selve hallen stiller vi gratis til rådighed. Men vi håber, at de elever, der er her i de her dage, en dag selv bliver mestre – og når de så er blevet nogle gamle tosser, så håber vi, at de husker os. Man glemmer ikke, hvor man tog sine sidste prøver. Så vi håber, de husker os og vender tilbage og køber materialer her,« siger Flemming Kajbjerg Leth Jensen.

Han tilføjer samtidig, at det også er med til at styrke samarbejdet med Aarhus Tech, der også køber materialer til det aarhusianske uddannelsessted i Hørning.

Det kræver godt med plads at have besøg af næsten 40 tømrerelever. Arkivfoto: 10-4 Aarhus.

Eleverne fra Aarhus Tech har haft fra mandag til fredag til at bygge deres projekter. Her har de haft en almindelig arbejdsuge på 37 timer til at færdiggøre den praktiske del, hvor eleverne blandt andet har lavet ting som tagkonstruktioner, gulvopbygning eller beklædning til et hus.

Inden eleverne kom til den praktisk del af svendeprøven i 10-4 i Hørning, havde de forinden en uge, hvor de skulle tegne deres projekter.

Når projekterne er færdigbygget kulminerer det hele i den efterfølgende uge med eksamination og et åbent hus-arrangement, hvor venner og familier kan se de færdige projekter.

Læs også

Del artiklen