Skanderborg-par er tilbage i den gastronomiske superliga

Louise og René Mammen, der sammen driver gourmet-restauranten Substans på Aarhus Ø, har mandag aften generhvervet Michelinstjernen, de mistede, på grund af flytning og corona-nedlukning.

Artiklens øverste billede
Restaurant Substans, som Skanderborg-parret Louise og René Mammen står bag, er tilbage i den absolutte elite af danske gourmet-restauranter. Joachim Ladefoged

Mandag aften uddeltes årets nordiske Michelin-stjerner til restauranter i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island, og allerede efter bare 20 minutters live streaming fra Stavanger blev spændingen udløst for indehaverne af gourmet-restauranten Substans i Aarhus, Skanderborg-parret Louise og René Mammen.

Restaurant Substans hører nemlig igen til blandt eliten. Michelin-stjernen, som parret måtte kigge langt efter i 2020, dels på grund af flytningen til de nye lokaler højt hævet over havnebassinet på Aarhus Ø, og dels på grund af den efterfølgende corona-nedlukning af restaurationslivet, er vundet tilbage.

Vi prøver jo hele tiden at blive bedre go bedre til det, vi gør, og når vi så en dag til et niveau, hvor Michelin mener, at vi er to stjerner værd, så vil vi da være utroligt taknemlige over det.

René Mammen

Substans fik sin første Michelin-stjerne i 2015, og gentog bedriften både i 2016, 2017, 2018 og 2019, men måtte altså undvære stjernen sidste år.

»Det er super dejlig at blive bekræftet i, at det vi gør, er godt. Når det handler om Michelin, kan man godt nogle gange få lidt sommerfugle i maven. At flytte en restaurant kan måske få konsekvenser. Måske risikerer man at gå i glemmebogen. der er jo ingen garanti for, at man får en tabt stjerne tilbage. Så derfor er det også med ekstra glæde, vi tager imod stjernen,« siger en glad René Mammen dagen derpå.

Rene Mammen - kok, køkkenchef og sammen med Louise Mammen indehaver af restaurant Substans på Aarhus Ø - har mandag aften generhvervet Michelinstjernen. Foto: Joachim Ladefoged

Da Substans flyttede fra Frederiksgade til toppen af Pakhusene på Aarhus Ø var det samtidig en nedskalering i antallet af borde i restauranten til cirka det halve af tidligere. og måske vil satsningen i fremtiden bane vej for endnu en stjerne.

»To Michelin-stjerner ville være fantastisk, men det er ikke sådan, at Louise og jeg vil gå efter det, bare for at få to stjerner. Vi prøver jo hele tiden at blive bedre og bedre til det, vi gør, og når vi så en dag til et niveau, hvor Michelin mener, at vi er to stjerner værd, så vil vi da være utroligt taknemlige over det.«

Ud over Substans er Louise og René Mammen også indehavere af restaurant Pondus i Aarhus, der i Michelin-guiden har en Bib Gourmands, der gives til restauranter for deres evne til at levere god mad til en god pris.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen