Hospitaler efter strejke: Hjælp os

Sygeplejersker, der strejkede, holder ferie, og det presser hospitalerne i Midtjylland, lyder det fra koncerndirektør Ole Thomsen.

Artiklens øverste billede
For nylig demonstrerede vrede sygeplejersker foran indgangene til AUH. Arkivfotos: Casper Dalhoff.

Det kan godt være, at sygeplejerskestrejken blev stoppet i slutningen af august, men det har på ingen måde normaliseret tingene på landets hospitaler. Operationer udskydes fortsat, og I Region Midtjylland er hospitalerne så pressede, at koncerndirektør Ole Thomsen nu er ude med en appel om hjælp fra borgerne.

»Hospitalerne står i en svær situation lige nu. Derfor vil jeg gerne appellere til alle borgere om at udvise forståelse for, at vi ikke med et fingerknips kommer tilbage til tiden før covid-19 og strejke,« siger han i en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.

Strejken blandt sygeplejerskerne betød, at der i ugerne 25 til 34 samlet set blev udskudt 10.789 ambulante besøg og 4.684 kirurgiske indgreb på de afdelinger, som undervejs blev udtaget til strejken.

Det er forventningen, at der fortsat vil blive udskudt ambulante besøg og kirurgiske indgreb over den kommende tid, da de sygeplejersker, der strejkede, har ferie til gode, som de ikke kunne benytte sig af under strejken.

Oveni er hospitalerne i hele regionen presset af ekstraordinært mange akutte patienter. De skal behandles først, og derfor kan andre patienter med ikke-hastende sygdom blive nødt til at vente.

»Jeg er ked af situationen og har den største forståelse for den frustration, man som borger oplever ved at få sin behandling aflyst, måske for anden gang. Men det er ikke den enkelte ansattes skyld. Så jeg vil gerne opfordre til tålmodighed og overbærenhed i kontakten med de ansatte, som prøver at løse en meget vanskelig opgave,« fortsætter koncerndirektør Ole Thomsen i pressemeddelelsen.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

jwh

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen