Populært fritidstilbud på Skanderborg Gymnasium: Skal dit barn gå til videnskab efter skole?

Artiklens øverste billede
Miniforskerne bliver undervist af ældre elever fra gymnasiet og 8.-9. klasse, og undervisningen foregår på Skanderborg Gymnasium hver tirsdag i syv uger. Foto: Lars Svankjær.

Videnskabsklubben slår igen i år dørene op for skoleelever i Skanderborg fra 4., 5. og 6. klasse, der vil gå til videnskab efter skole – helt ligesom man kan gå til fodbold, ridning eller spejder.

Eleverne skal gennem syv uger grave sig ned i naturvidenskabens forunderlige verden. De skal arbejde som rigtige forskere og stifte bekendtskab med videnskabelige metoder, hypoteser og kritisk tænkning gennem stribevis af eksperimenter og forsøg.

Tilbuddet er gratis, og formålet er at give børn blod på tanden, når det kommer til naturfagene, som alt for mange desværre mister interessen for op igennem folkeskolen.

Ældre elever underviser

I Videnskabsklubben kaldes eleverne, der går til videnskab, for miniforskere. De bliver undervist af ældre elever fra gymnasiet og 8.-9. klasse, og undervisningen foregår på Skanderborg Gymnasium hver tirsdag i syv uger.

Eleverne fra Skanderborg Gymnasium har meldt sig frivilligt til at undervise elever fra 4., 5. og 6. klasse inden for emnerne biodiversitet og materialefysik. På det ene hold skal de lære om Jordens mange arter, og om hvordan vi passer på dem, og på det andet hold skal de lave massevis af spændende forsøg med materialer, vi kender fra hverdagen.

I Videnskabsklubben arbejder vi for at åbne børn og unges øjne for naturvidenskaben og vise dem, at det kan være sjovt og berigende at arbejde med den naturvidenskabelige tankegang.

Rikke Schmidt Kjærgaard, tidligere forsker.

Mødet mellem de ældre og yngre elever uden for skolens rammer skaber et unikt læringsmiljø med plads til nysgerrighed, engagement og ægte glæde ved naturvidenskaben, fortæller Videnskabsklubbens administrerende direktør, Rikke Schmidt Kjærgaard.

»I Videnskabsklubben arbejder vi for at åbne børn og unges øjne for naturvidenskaben og vise dem, at det kan være sjovt og berigende at arbejde med den naturvidenskabelige tankegang. Vi inviterer dem inden for i en verden fuld af leg og eksperimenter og tilbyder dermed et enestående møde med naturvidenskaben, som forhåbentlig kan være med til at inspirere dem i deres videre færd gennem uddannelsessystemet og livet generelt,« siger Rikke Schmidt Kjærgaard, som selv er tidligere forsker.

Forløbene i Videnskabsklubben er udviklet af nogle af Danmarks dygtigste forskere og baserer sig på den nyeste forskning inden for hvert emne. Undervisningen på Skanderborg Gymnasium foregår syv tirsdage fra kl. 16 til 17.30 og har opstart tirsdag 26. oktober. Tilmeldingen er åben, og holdene kan findes på Videnskabsklubbens hjemmeside: nvidenskabsklubben.dk

Det er muligt at besøge et hold efter aftale med Videnskabsklubben, og alle børn har givet godkendelse til, at der bliver taget billeder og optaget video/lyd af dem.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

sas

Læs også

Del artiklen