Line er fysioterapeut 'med det hele'

Ud over at være fysioterapeutuddannet har Line Nørgaard også bachelor i Sundhed- og Ernæring samt efteruddannelse inden for psykoterapi, akupunktur, naturmedicin og vitamin- og mineralterapi.

Artiklens øverste billede
Ud over at være fysioterapeutuddannet har Line Nørgaard også bachelor i Sundhed- og Ernæring samt efteruddannelse inden for psykoterapi, akupunktur, naturmedicin og vitamin- og mineralterapi

Som udgangspunkt handler fysioterapi om muskler og led, men spørger man Line Nørgaard, fysioterapeut med base i DLG’s tidligere bygninger på Petersmindevej 1 i Hørning, skal der nogle gange mere til. Derfor hedder hendes klinik også ’Fysioterapeutisk Helhedsklinik’, da hun har en helhedsorienteret tilgang.

»Helhedsfysioterapi er en måde at udføre fysioterapi, hvor jeg tager hele patientens liv og væsen i betragtning, fremfor kun at arbejde med bevægeapparatet. I samråd med patienten benytter jeg ofte komplementære medicinske og fysiske behandlinger for at kunne hjælpe hele vejen rundt. Jeg arbejder ud fra en velunderbygget viden omkring de sammenhænge og påvirkninger, der findes mellem krop, psyke og ernæring,« siger hun og fortsætter:

»Det er essentielt, at der skabes en tryg forbindelse mellem fysioterapeut og patient og det vil være individuelt, hvordan den enkelte patient hjælpes bedst. Det er også altid muligt at få en ren fysioterapeutisk behandling, hvis man ønsker det.«

Uanset om jeg møder patienterne i klinikken eller hjemme hos dem selv, er nøgleordene for mig nærvær, kvalitet og god tid

Line Nørgaard, fysioterapeut

Hun understreger, at kernen i hendes arbejde er og bliver fysioterapi. Men gennem sine mange år som både offentlig og privat fysioterapeut, er hun oftere og oftere stødt på borgere, der efterspørger en mere helhedsorienteret tilgang til egne eller pårørendes udfordringer.

Line Nørgaard er fysioterapeut med base i DLG’s tidligere bygninger på Petersmindevej 1 i Hørning. Hendes klinik hedder ’Fysioterapeutisk Helhedsklinik' og har en helhedsorienteret tilgang.

»Det betyder også, at jeg gerne står for kommunikation med andre instanser, der har indvirkning på patientens behandling, som fx læger, hjemmehjælp, sagsbehandler og lignende - og i øvrigt guider folk i forhold til hvilke tilbud, der ellers er relevante for dem,« forklarer Line Nørgaard, der ud over at være autoriseret fysioterapeut også har en bachelor i Sundhed- og Ernæring samt efteruddannelse indenfor psykoterapi, akupunktur, naturmedicin og vitamin- og mineralterapi.

Vi er alle forskellige

Har man stress, kronisk smerte eller problemer med stofskiftet, så skal man jo ikke starte med at høvle derudaf på en kondicykel, siger Line.

»Så skal vi have ro på nervesystemet, så kroppen og psyken bliver tryg igen. Og så kan vi bygge op derfra, i det tempo der passer til den patient. Samtidig er der mange behandlingsmetoder, både fysiske og komplementære, der kan støtte op om denne basale balance i nervesystemet. Har man en helt almindelig tilstand som fx slidgigt eller en dårlig skulder, så ser vi på hvor meget og hvor lidt det har påvirket. I sådan nogle tilfælde kan det omvendt være, at vi starter lige på med den træning, der er bevis for virker til disse ting. Derefter kan vi efter ønske supplere med medicin, der støtter genopbygning af de stabiliserende strukturer og evt. pille et par ting ud af kosten, som vi ved potentielt skaber øget inflammation og irritation,« siger hun.

Fysioterapi handler dog ikke kun om behandling af skader, men lige såvel om forebyggelse og livskvalitet, og der er efterhånden flere, der kommer for et 10.000 km tjek og for at få vejledning i at optimere deres livsstil.

Hen over efteråret udvider Line sine aktiviteter på 1. salen på Petersmindevej, så der blandt andet også vil blive tilbudt forskellige former for holdtræning på små hold, der tilgodeser alle deltagere. Det og meget mere kan du få mere at vide om på klinikkens hjemmeside ww.helhedsfys.dk eller på tlf. 50 90 15 60.

Facebookgruppe

Line Nørgaard anvender også de sociale medier i sit arbejde. Aktuelt er den nystartede facebookgruppe ”Gigt, træning og dagligdag i helhedsperspektiv”, som er for folk med slidgigt, autoimmun gigtsygdom og bindevævssygdomme.

»I gruppen er der dels råd og vejledning fra mig og dels mulighed for erfaringsudveksling og fællesskab for medlemmerne, fortæller hun. Gruppen er gratis og uforpligtende -og alle er velkommen til at kigge forbi, uanset om man selv har udfordringer eller ønsker viden for at hjælpe en anden,« lyder det.

Udekørende

En fast del af Lines arbejde er udekørende behandling. Af forskellige årsager kan det nogle gange være en fordel af blive behandlet eller træne i sit eget hjem. Det kan være hvis man har svært ved at komme rundt eller vil have intensiv genoptræning efter operation eller sygdom.

»Men det kan også være så simpelt, at man bare ønsker at spare transporttiden. Uanset om jeg møder patienterne i klinikken eller hjemme hos dem selv, er nøgleordene for mig nærvær, kvalitet og god tid,« siger Line Nørgaard.

Læs også

Del artiklen