Smukfest har succes med at uddanne frivillige ledere

På fire år har 60 af festivalens 1.200 frivillige ledere gennemført en lederuddannelse på videregående niveau på Erhvervsakademi Aarhus.

Artiklens øverste billede
Kompetenceudvikling er ikke kun forbeholdt det traditionelle arbejdsmarked. Livslang læring er nu også en del af Smukfest i Skanderborg, hvor frivillige tilbydes en uddannelse i ledelse på akademiniveau. Uddannelsen er udviklet i samarbejde med Erhvervsakademi Aarhus. Foto: Per Bille

Når festen i bøgeskoven buldrer derudaf, tænker de færreste på, at 16.000 frivillige er på arbejde både før, under og efter de hektiske dage i august. Af de mange frivillige har 1.200 en ledende funktion som for eksempel formand, subformand eller stedfortræder. Og lige præcis den gruppe begyndte Smukfest i 2018 at tilbyde en formel lederuddannelse.

Tidligere var det primært fællesskabet og festen, som motiverede de frivillige, men i dag ser vi en stigende lyst til også at bruge festivalen som en slags praksisarena, hvor du kan øve kompetencer

Maja Engberg-Sønderskov, frivilligchef

Frivilligchef Maja Engberg-Sønderskov har været involveret i festivalen som frivillig siden 1998, og som ansat siden 2015. Hun ser tilbuddet om kompetenceudvikling som en vigtig del af festivalens mulighed for fortsat at kunne udvikle sig.

»Tidligere var det primært fællesskabet og festen, som motiverede de frivillige, men i dag ser vi en stigende lyst til også at bruge festivalen som en slags praksisarena, hvor du kan øve kompetencer. Som frivillig hos os kan du eksempelvis få ansvarsområder, du ellers ikke kommer i nærheden af på dit normale arbejde, og det motiverer én type af frivillige, som vi også gerne vil imødekomme,« forklarer hun.” forklarer hun.

Brug for kompetencer

Hun ser det øgede fokus på kompetencer, og hvad du professionelt kan bruge en tjans som frivillig til, som et udtryk for den forandring, festivalen er i gang med – blandt andet ved at udstyre de frivillige ledere med en professionel værktøjskasse til opgaven.

»Det er ikke længere nok at give folk en orange vest og bede dem foretage et par runderinger på området. Den tid er vi langt forbi. Som festival har vi i dag en størrelse, hvor der er brug for at kunne håndtere sikkerhedsspørgsmål, beredskabsplaner, kommunikation og så videre. Det er opgaver, som i højere grad kræver en professionel og fælles tilgang til ledelse. Og det opnår vi blandt andet med kompetenceudvikling af både vores ansatte ledere og frivillige ledere,« understreger Maja Engberg-Sønderskov.

Når hun ser på de omkring 60 ledere, som Smukfest har haft på SMUK Lederuddannelsen, er en af de gennemgående ting, at de kommer tilbage med en anden tilgang til ledelsesopgaven.

»De ledere, vi har haft på uddannelsen, bliver bedre til at se på opgaven i et helikopterperspektiv. Der er en større forståelse for den fælles ledelsesopgave og en øget bevidsthed om, at vores festival er en lærende organisation. Og en anerkendelse af det som strategisk fokus. Og så betyder det meget, at vi som ledergruppe får et fælles sprog til ledelsesopgaven,« konstaterer frivilligchefen.

Livslang læring

SMUK Lederuddannelsen er formelt set modulet ’Ledelse i praksis’ på akademiniveau, men Erhvervsakademi Aarhus har i samarbejde med Smukfest tilrettelagt uddannelsen, så den svarer til Smukfests behov.

»De har været gode til at tage imod input og få de rigtige oplysninger ud af os, som de derefter har tilrettelagt et uddannelsesforløb ud fra, som både passer til vores behov og særlige kendetegn, og samtidig opfylder formalia i forhold til at være en formel kompetencegivende uddannelse,« forklarer Maja Engberg-Sønderskov

Et akademimodul strækker sig typisk over et semester og kræver, at de frivillige er på skolebænken 7-8 arbejdsdage i perioden. Meldingen fra Smukfest er, at flere og flere af de frivilliges arbejdsgivere i det civile liv giver fri med løn til skoledagene, da de godt vil støtte op om deres medarbejderes kompetenceudvikling.

Ifølge Erhvervsakademi Aarhus er det et tegn på, at grænserne mellem det ordinære arbejdsmarked og det frivillige Danmark flyder mere sammen, og at livslang læring er et vilkår i flere og flere funktioner.

bo

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen