Nyt pilotprojekt på besøg i Skanderborg-børnehave

Skovhuset Børnehave i Skanderborg var torsdag ’forsøgskaniner’ i et nyt pilotprojekt, der skal styrke cykelglæde og -evner hos børnehavebørn i hele landet og få flere til at holde fast i cyklen, når de kommer i skolealderen.

Artiklens øverste billede
Både løbe- og pedalcykler var fundet frem, da børn og pædagoger hos Skovhuset Børnehave i Skanderborg torsdag havde fokus på motorik og cykeltræning som en del af et nyt forsøgsprojekt fra organisationen Dansk Skolecykling. Prfoto

Både løbe- og pedalcykler var fundet frem, da børn og pædagoger hos Skovhuset Børnehave i Skanderborg torsdag havde fokus på motorik og cykeltræning som en del af et nyt forsøgsprojekt fra organisationen Dansk Skolecykling.

Projektet skal give børnehaverne inspiration til, hvordan cykler kan bruges som redskab i legen med børnene – så børnene derved bliver mere øvede i at køre på den tohjulede.

Dansk Skolecykling håber, at cykeltræning i børnehaven vil få flere børn til at holde fast i cyklen, når de bliver ældre og selv får mulighed for at køre til skole.

Og her spiller selvtillid på cyklen en vigtig rolle, fortæller Michael Bremer fra Dansk Skolecykling i en pressemeddelelse.

Mange børn fravælger cyklen, når de skal i skole, fordi de ikke føler sig dygtige nok til at færdes i trafikken.

Michael Bremer, Dansk Skolecykling

»Mange børn fravælger cyklen, når de skal i skole, fordi de ikke føler sig dygtige nok til at færdes i trafikken. Af den grund er det vigtigt at træne motorik med børnene og gøre dem dygtigere på cykel allerede i en tidlig alder. Derfor har vi længe ønsket at sætte fokus på børnehaverne og hjælpe pædagogerne med at gøre det let at lege cykellege med børnene,« siger han.

Sjovt og lærerigt

Michael Bremer var selv taget ud til Skovhuset Børnehave i Skanderborg, hvor den først stod på sjove cykellege og -øvelser for børnene, der var rigtig glade for besøget.

»Børnene har været meget optagede af det hele, og det har passet dem rigtig godt, at de kunne gå fra og til, så de både kunne være med og kigge på. De har haft det rigtig sjovt med de fantasifulde lege,« fortæller pædagog Gitte Gosvig fra Skovhuset Børnehave.

Efter cykellegene var der workshop for pædagogerne, der blev vejledt i, hvordan de bedst bruger cykelaktiviteter i legen med børnene.

Dansk Skolecyklings pilotprojektet er støttet af Sundhedsstyrelsens pulje til sundhedsfremmelse og sygdomsforebyggelse. I alt vil fem børnehaver i Skanderborg Kommune få besøg af cykelprojektet, der også har aftaler med børnehaver i bl.a. Herning og Viborg Kommuner.

gs

Læs også

Del artiklen