Chok-prognose: Behov for knap 100 ekstra skoleklasser

Ny elev- og klassetals prognose for årene 2021-2037 giver byrødderne kriller i maven. Antallet af elever de kommende 15 år svarer til 3 nye skoler.

Artiklens øverste billede
Holder den nye prognose stik, bliver der behov for nye klasser svarende til tre ekstra skoler. Arkivfoto

»Det er en lidt vild skoleprognose. Vi skal i hvert fald have fundet vores 10-års investeringsoversigt frem og set på, hvad vi kan gøre.«

Sådan lyder kommentaren fra Undervisnings- og Børneudvalgets formand, Trine Frengler (S) til en netop fremlagt prognose over udviklingen i elevtallet og skolernes kapacitet, som kommunen har fået udarbejdet af Cowi.

Prognosen viser en stigning i elevtallet fra 7.768 elever til 10.457 elever i 2036/37. En samlet stigning på 2.689 elever over de næste 15 år, svarende til 35 pct.

Vi er i fuld gang med planlægningen af en ny skole i Ry, og i lyset af den nye prognose er det et spørgsmål, om vi ikke allerede nu skal bygge den til fire spor.

Trine Frengler, formand for Undervisnings- og Børneudvalget

Markant flere i 1. klasse

Stigningen i elevtallet er mest voldsomt i 1. klasserne, hvor elevtallet stiger med 438 (svarende til 66 pct.), mens stigningen for 4. klasserne er på 337, (svarende til 47 pct.), og i 8. klasse er stigningen 155, (svarende til 20 pct.).

Antallet af klasser vil over de kommende 15 år vokse med 93 klasser fra 355 i dag til 488 i 2036/37. En stigning på 26 pct. som svarer til minimum tre 3-spors skoler. En væsentlig del af skolerne har udnyttet kapaciteten fuldt ud.

»Der, hvor vi især skal være vældig opmærksomme nu, er på Mølleskolen i Ry og Knudsøskolen. Her bliver kapacitetsudfordringerne størst. Vi er i fuld gang med planlægningen af en ny skole i Ry, og i lyset af den nye prognose er det et spørgsmål, om vi ikke allerede nu skal bygge den til fire spor.

Under alle omstændigheder er det en nødvendighed, at den nye skole i Ry aflaster Mølleskolen og Knudsøskolen. Som det ser ud lige nu vil en ny skole i Ry med 20 klasser være fuldt udnyttet allerede ved indvielsen.

Trængsel i Stilling

Også andre steder vil man over de kommende år blive udfordret på kapaciteten.

»Noget af stigningen i elevtallet vil blive opslugt, ved at klasser fyldes op, men vi kommer ikke udenom, at vi står med en udfordring. Vi har i forbindelse med arbejdet med den nye skolestruktur diskuteret distriktsændringer i forhold til Stilling Skole, Virring Skole og Niels Ebbesen Skolen. Det bliver ikke muligt nu, hvor det viser sig, at Niels Ebbesen Skolen bliver fyldt op med elever fra sit eget distrikt,« konstaterer Trine Frengler.

Det giver problemer i Stilling, hvor man havde forestillet sig gennem en ændring af skoledistriktet at overflytte elever til netop Niels Ebbesen Skolen

»Jeg tænker, vi bliver nødt til at overveje at bygge i Stilling. Det kommer vi helt sikkert til, hvis tallene holder,« tilføjer udvalgsformanden.

I Stjær begynder det at stramme til fra 2029 og frem.

»I Stjær var planerne, at det nye dagtilbud, der skal bygges, skulle have kvadratmeter på skolen for at give fleksibilitet. Men det vil ikke være en god løsning, når skolen står til at blive udfordret på kapaciteten. Så vi skal nok i stedet bygge et større dagtilbud.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen