Drøm i Voerladegård: Hal og skole skal opgraderes

Lokale kræfter har fundet 6 mio. kr. til projekt i Voerladegård. Håbet er, at Skanderborg Kommune kommer med det samme beløb.

Artiklens øverste billede
Sådan kommer Voerladegård Skole og multihal til at se ud, set fra nord, hvis et ambitiøst projekt finder økonomisk opbakning hos Skanderborg Kommune.

»Vi synes selv, det er et godt tilbud til kommunen.«

Ordene kommer fra Jesper Torp, bestyrelsesformand i foreningen bag multisalen i Voerladegård samt formand for skolebestyrelsen på Voerladegård skole. Og det gode tilbud handler om at udvide både hallen og skolen i byen. Lokale kræfter har allerede 6 mio. kr. klar til projektet, hvilket er halvdelen. Håbet er, at Skanderborg Kommune kommer med samme beløb.

Som det er nu, sender vi elever til Gl. Rye, når de skal have håndværk og design samt madkundskab. Det er ikke optimalt og giver en masse spildtid i en bus.

Jesper Torp

Jesper Torp fortæller, at planerne skal ses i en større helhed.

»Vores planer handler både om forholdene på skole og i multihallen og om Voerladegård som sådan,« siger han og sætter flere ord på.

»Som det er nu, sender vi elever til Gl. Rye, når de skal have håndværk og design samt madkundskab. Det er ikke optimalt og giver en masse spildtid i en bus. Så målet er, at få de fag ’hjem’ - og at tilføre skolen et FabLab samt et produktionskøkken og cafeteriafaciliteter. Sådanne faciliteter vil, sammen med en udbygning af selve hallen og omklædningsforholdene gøre, at vi kan give plads til flere idrætsgrene på samme tid og afholde stævner i fx fodbold, håndbold og gymnastik. Vi drømmer også om at lave nogle ’toppen af poppen’ forhold for springgymnastik,« fortæller Jesper Torp og kalder Voerladegård Skole for et omdrejningspunkt i byen.

»Som det er nu, kommer 20-30 procent af vores elever fra Horsens Kommune. Det er en gevinst for skolen som sådan - og en økonomisk gevinst for kommunen. Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter med at udvikle skolen,« lyder det.

Skitsen viser de planlagte udbygninger på Voerladegård Skole. . Skolen, får, bliver projektet til virkelighed, blandt andet et FabLab og et nyt stort køkken.


Grunden, der skal gøre den fysiske udvidelse mulig, ligger klar ved siden af skole og multihal. I samme område står en udvikler, Fabulas, klar til at udvikle er nyt, grønt byggeri, der blandt andet byder på bofællesskaber og boliger til alle aldre.

»Vi ved, at Velux i den kommende tid flytter et par hundrede akademiske arbejdspladser til Østbirk, og vi mener, at det vil være en rigtig gode idé, hvis nogle af de folk kommer til at bo i Voerladegård,« konstaterer Jesper Torp.

Målet er som nævnt at få Skanderborg Kommune til at afsætte 6 mio. kr. til projektet i Voerladegård, når der skal lægges budgetter for de kommende år.

»Vi beviste i 2013, at vi kan løfte store opgaver i vores lokalsamfund, da vi fik stablet multihallen på benene. I dag er vores gæld på det projekt væk, så vi er klar til at kaste os over nye opgaver. Jeg tør godt love, at det her kan vi gøre igen, især fordi vi kan mønstre en fantastisk opbakning fra lokalbefolkningen,« lyder det fra Jesper Torp.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen