De første 79 spadestik er taget til Åskolens nye skolebygninger
Samtlige elever var med til at tage første spadestik til Åskolens nye skolebygning
Sjældent er første spadestik taget med større flid og entusiasme. Og uden tanke for om tøjet blev jordet. De 79 børn fra Åskolen – Friskolen i Hørning gravede løs med hver sin røde, grønne, gule eller blå plastik-skovl i den rodfyldte jord i Byparken i Hørning i dag torsdag den 20. maj, og de markerede dermed starten på byggeriet af Åskolens nye bygning. Efter planen flytter børnene ind i de nye skolebygninger i begyndelsen af 2022.
Og det glæder eleverne sig til. På plastikskovlene har børnene nedskrevet nogle af deres drømme om den nye skole-tilværelse: ”Vi skal bygge huler”, ”De voksne skal læse historier”, ”Venner er det vigtigste”, ”Plus og minus stykker” stod der på nogle af skovlene.
»Den nye skole giver os fantastiske pædagogiske muligheder for den faglige og sociale læring skolens værdier sigter mod. Rammer betyder noget for de muligheder, vi kan give børnene. Samtidig åbner det muligheder for Hørnings borgere, da skolen skal være åben for lokale initiativer efter endt skoledag,« fortæller Åskolens leder Thomas Kjeldgaard.
Den nye skolebygning består af fem klasseværelser, personalefaciliteter og et stort demokrati-rum/drama-sal. Skolens lege- og boldspilsarealer bliver åbne for alle, og skolen bygger også en stor bålhytte, så hørningenserne på sigt får flere muligheder for aktiviteter i Byparken. Hørning-stien bevares, selv om den midlertidigt er spærret ved Brogårdsvej af byggepladsen.
Forsinket byggestart
Skolebyggeriet har været planlagt længe, men er blevet udskudt i 2,5 år blandt andet på grund af problemer med at få godkendt lokalplanen. I mellemtiden er mange børn startet i Åskolen, der midlertidigt har to pavilloner sat op ved siden af de eksisterende bygninger på Brogårdsvej for at sikre en god hverdag, mens de nye bygninger opføres.
»Vi vokser nedefra med en ny 0.-klasse hvert år, så vi får også brug for et nyt klasselokale hvert år. Og vi kan næsten ikke vente til de nye skolelokaler står færdige,« siger skoleleder Thomas Kjeldgaard, der er lettet over at byggeriet går i gang.
For da Åskolens børn blev trætte af at grave ud til fundamentet, stod Byggeselskabet Paulsen A/S klar til at fuldføre skolebyggeriet.
Åskolens størrelse
Åskolen startede i 2017 med en 0. klasse med kun 9 elever. Friskolen udvider hvert år med en ny 0. klasse. I dette skoleår er Åskolen vokset til 79 børn fordelt på 0., 1., 2. og en 3.-4. klasse. Åskolen når sin endelige størrelse i august 2026 med børn på alle klassetrin fra 0.-9. klasse.
Den nye skole giver os fantastiske pædagogiske muligheder for den faglige og sociale læring skolens værdier sigter mod.