Nyt studiemiljø for millioner på Campus

SCU gør klar til nyt byggeri, der skal give undervisningsmiljøet en saltvandsindsprøjtning og få "knop"-skyderiet til at hænge bedre sammen.

Artiklens øverste billede
Direktør Pia Marlo glæder sig til at kunne tilbyde elever og kursister mere plads og bedre undervisningsrammer. Foto: Grethe Bo Madsen

Efterdønningerne af den store befolkningstilvækst i Skanderborg Kommune har også ramt Skanderborg-Odder Center for Uddannelse, som gennem de seneste år har oplevet en støt stigende tilstrømning af nye elever og kursister.

Det har gjort rammerne snærende, og pladsmanglen betyder nu, at skolen kaster sig ud i en tiltrængt udbygning. I dag råder skolen over godt 11.500 kvm. Med den nye tilbygning lægges der ekstra 2.000 kvm oveni.

Det har været en meget kreativ proces, hvor fokus hele tiden har været rettet mod, hvordan vi kan skabe et godt undervisnings- og studiemiljø.

Pia Marlo, direktør SCU

»Skolen har bygget til af flere omgange tidligere og det kan også ses af vores arkitektur. Nu planlægger vi en ekstra stor tilbygning, hvor der samtidig med at vi får mere plads, også gøres et forsøg på at binde det hele bedre sammen. Vi vil gerne have mere ensartede linjer« forklarer direktør Pia Marlo.

Tilbygningen har været i støbeskeen gennem mere end et år, og både elever og ansatte har været inddraget i processen.

Den nye tilbygning rummer blandt andet 12 nye klasseværelser og et åbent trapperum, der kan bruges til for fællessamlinger og foredrag. Illustrationer: ERIK Arkitekter

Studieliv i fokus

»Vi har længe kunnet se, at det var nødvendigt at skabe mere plads. Undervejs har vi haft nedsat en arbejdsgruppe, der har diskuteret visionerne for det nye byggeri. Hvad er det, vi gerne vil have, og hvad er det vi mangler. Det har været en meget kreativ proces, hvor fokus hele tiden har været rettet mod, hvordan vi kan skabe et endnu bedre undervisnings- og studiemiljø og samtidig skabe rammer for gode sociale sammenhænge,« forklarer direktøren.

Ifølge Pia Marlo er SCU en speciel størrelse, og det er vigtigt, at alle elever og kursister her kan finde et læringsmiljø, der taler til dem.

»Vi har både superstudenterne på HHX på vej videre mod universitet og de unge på VUC, der skal afslutte for eksempel dansk for at kunne søge ind på SOSU-skolen. Og det er vigtigt, at her er godt at være for dem begge - at vi kan tilbyde inspirerende omgivelser og gode læringsrum, der understøtter dem hver især,« forklarer hun.

»Vi ved endnu ikke, hvem der skal være hvor, når byggeriet er færdigt - det er et større puslespil, der skal lægges - men det er helt sikkert, at VUC skal ud af pavillonerne, der flere år har været deres ”midlertidige” hjem. Og så betyder udbygningen også, at vi kan fortsætte og styrke samarbejdet med UCS10,« tilføjer Pia Marlo.

Den nye tilbygning skal ud over at give ekstra 2.000 kvm. også binde skolens arkitektoniske udtryk bedre sammen. Illustrationer: ERIK Arkitekter

Styrker Campus

Hun peger på, at det nye byggeri vil være med til at styrke Campus som et samlet uddannelsescenter for de unge i Skanderborg Kommune..

»I Skanderborg tilbyder vi i dag næsten hele paletten af uddannelser til de unge samlet her på Campus, og det skal vi meget gerne kunne blive ved med at kunne. Derfor har vi også i det nye byggeri tænkt ind, at vi skal kunne udvide yderligere. Vi skal holde fast i at styrke den udvikling, der gør, at de unge kan bliver her i Skanderborg,« understreger Pia Marlo.

ERIK Arkitekter fra Aarhus har tegnet det nye byggeri, som PN Byg fra Randers skal opføre.

»PN Byg har stor erfaring med at opføre skole og undervisningsbyggeri. Der er store krav til blandt andet ventilation, toiletter og ikke mindst IT-infrastrukturen, når mange studerende skal være koblet op samtidig,« fortæller Pia Marlo.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen