Grønt sats: Karina sælger 'klimakloge sten'

Karina Sloth O’Donnell fra Ry er blevet forhandler af mineralet olivin, der fjerner CO2 fra atmosfæren.

Artiklens øverste billede
Karina Sloth O’Donnell fra Ry er blevet forhandler af mineralet olivin, der fjerner CO2 fra atmosfæren. Foto: Sonne

Hun er ret spændt, 47-årige Karina Sloth O’Donnell fra Ry, der efter 20 år hos Danfoss er sprunget ud som selvstændig - og det med et særdeles interessant produkt, der ikke sælges andre steder i Danmark, nemlig mineralet olivin, der kan ’fange’ luftarten CO2 i atmosfæren og lagrer den. For meget CO2 skaber den såkaldte drivhuseffekt, der bl.a. udløser klimaforandringer.

»Jeg synes jo selv, at det er et genialt produkt, så jeg er spændt på, hvordan det bliver modtaget,« siger Karina med et smil.

Det lyder måske lettere langhåret, at et mineral kan binde CO2, men olivins egenskaber er særdeles veldokumenterede. I 2020 kaldte forskere fra Københavns Universitet således olivins egenskaber for ’eminente’.

Det ligner almindelige sten, men mineralet olivin har nogle helt særlige egenskaber i forhold til at lagre CO2. Foto: Sonne

At Karina Sloth O’Donnell nu skal sælges olivin, der rent størrelsesmæssigt fås i alt fra fint fugesand til skærver til indkørslen, er noget af en tilfældighed. På vej hjem fra København stopper Karinas mand Morten i efteråret for at lade sin elbil op. Her falder han i snak med en hollænder, der for 12 år siden stiftede firmaet Greensand. Morten tager den nye viden med hjem, og efter flere telefonsamtaler med den hollandske virksomhedsejer, Eddy Wijnker, siger Karina sit job hos Danfoss op og bliver Greensands agent i Danmark.

»Som mange andre er jeg optaget af miljø- og klimaproblematikkerne, og jeg var ikke i tvivl, da jeg faldt over det her produkt, der gør det let for både private og virksomheder at gøre noget for klimaet. Et kilo olivin binder nemlig et kilo CO2 uden at du skal gøre andet end at sørge for, at det kommer i kontakt med vand. Du kan bruge produktet til en p-plads, en indkørsel, i plantekrukkerne eller som fugesand på fliserne. Eller sprede det ud på din græsplæne, hvor det både binder CO2, bekæmper ukrudt og giver næring til jorden,« fortæller Karina, der også sælger CO2-beviser.

»Mange virksomheder og kommuner har nogle CO2-målsætninger, de skal leve op til. Og det bliver altså ikke meget lettere end bruge olivin, vil jeg mene. Så når man køber mindst 800 kilo af et Greensand-produkt, følger der et certifikat med,« forklarer hun.

Olivin-produkterne fra Greensand er to-tre gange så dyre i forhold til fx granit. Men Karina tror på ’klimakloge sten’.

»For der har aldrig været større fokus på, at vi skal gøre mere for klimaet,« konstaterer hun.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen