Smukfest håber på ny billet-ombytning
I 2020 overførte 95 procent af Smukfest-gæsterne deres partoutbilletter, og Smukfest arbejder nu på en lignende løsning.
»Opbakningen fra jer, vores fantastiske gæster, er i denne situation vigtigere end nogensinde,« skriver Smukfest og fortsætter:
»Har du billet og/eller boform til dette års Smukfest, skal du derfor beslutte, om du vil overføre dem til Smukfest 2022, eller om du vil have dem refunderet, så nogle andre skønne gæster kan besøge bøgeskoven næste sommer. Når vi indenfor de næste par uger er klar med en løsning til billethåndtering, giver vi alle billet- og boformskøbere direkte besked. Dette gælder selvfølgelig også dig, der har overført din billet fra 2020 til 2021.«
Smukfest fortæller desuden, at man er gået i maskinrummet for at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre indenfor de meget snævre vilkår og rammer, der er gældende. Sidste år blev der eksempelvis afholdt en række hjemmefester, der smagte i hvert fald lidt af festival.
Eventuelle nye arrangementer vil ikke have noget at gøre med billetterne til Smukfest 2021, oplyser Smukfest.