Portræt: Fra reklamer til sund kost og krop

Helle Dahl Eriksen forfulgte sin drøm om at spise sundt - og hjælpe os andre

Artiklens øverste billede
Helle Dahl Eriksen viser vejen til et sundere liv gennem den rigtige kost. Foto: Michael Wulff

I den gamle Dommergården på Adelgade 15, hvor Hebe Rygcenter i dag holder til, er klinisk kostvejleder Helle Dahl Eriksen rykket ind med sin egen virksomhed ’Kost og kroppen’.

Den 47-årige kvinde har foretaget et skift i sit arbejdsliv og forlod for nogle år siden reklamebranchen for at forfølge drømmen om at gøre noget godt for sundheden.

»Da jeg fyldte 40, tænkte jeg, at det var nu eller aldrig,« fortæller hun, da vi mødes i hendes klinik, der har Skanderborgs Lillesø i baghaven.

»Men først i 2018 forlod jeg reklamebranchen og gik i gang med den to-årige uddannelse som klinisk kostvejleder. Ved siden af læste jeg anatomi, fysiologi og sygdomslære.«

Troede jeg spiste sundt

Helle Dahl har siden åbningen på Adelgade i december 2020 taget imod de klienter, som ønsker at ændre vaner med henblik på et sundere liv.

»Jeg har altid interesseret mig for kost og haft med motion og sundhed at gøre. Og jeg troede jo, at jeg selv spiste sundt, fik grøntsager nok, indtil jeg begyndte på mit studie som kostvejleder.«

Her opdagede hun, at de anbefalede 500 gram grøntsager dagligt ikke kommer helt af sig selv.

»Det er de færreste af os, som får grøntsager nok. Det handler om at få masser af grove grøntsager, derfor vælger jeg nu kål fremfor salat, jeg elsker gulerødder og starter gerne dagen ved at få grøntsager fx spinat eller broccoli med ind i morgenmaden. Så er du i gang,« mener kostvejlederen.

Når næringen er taget ud

Hun understreger, at grøntsager er vigtige, fordi de indeholder vigtige vitaminer, mineraler og fibre.

»Ja, alt sammen er godt for kroppen. Når vi spiser forarbejdet mad, så er det jo ’tygget’ for os. Alle de gode næringsstoffer er taget ud, før kroppen kan få glæde af dem.«

Helle Dahl er flexitar, så hun kan sagtens spise kød og masser af fisk.

»Vi skal have proteiner og fedtstoffer af den gode type. Og jeg spiser da også sukker, for der skal være plads til det hele,« siger hun.

Tarme og hjerne

En livsstilsændring til det sundere skal komme af den oplevelse, som de gode råvarer kan tilføre kroppen, mener Helle Dahl.

”Kroppen tilpasser sig, når den får de rigtige ting. Du kan opleve en forøget energi, tarmene hænger sammen med hjernen, og du kan få lyst til at bevæge dig mere.”

Når vi spiser forarbejdet mad, så er det jo ’tygget’ for os. Alle de gode næringsstoffer er taget ud

Helle Dahl Eriksen, klinisk kostvejleder

Helle Dahl Eriksen har under sin uddannelse til klinisk kostvejleder fulgt et par klienter.

»Den ene fortalte mig, da vi mødtes til en opfølgning, at hun syntes, det var fantastisk. Hun havde holdt ved og købt nyt tøj, og da hun vendte tilbage på kontoret efter den første coronanedlukning, havde kollegerne kommenteret med et ’hold da op, hvor du har tabt dig.«

Den mentale tilstand er særdeles vigtig, mener Helle Dahl.

»Når andre fortæller dig, at de kan se en forskel. Når man føler sig sund, udstråler man det jo.«

Mødet med det grønne

Helle Dahl Eriksen fortæller også, at kosten kan have stor betydning for et sygdomsforløb.

»Vi ved, at diabetes 2, som er meget oppe i tiden, kan begrænses ved at spise sundt og motionere. Og fx tomater er godt mod forhøjet blodtryk.«

»Når du går i et supermarked, så er grøntsagsafdelingen, den første du møder. Så fyld bare kurven op her,« siger hun.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen