Politikerne købte ikke umiddelbart stort byggeri i Ry
Både højde og kapacitet giver udfordringer på Brunhøjvej
Et ønske om at etablere cirka 100 nye boliger på adressen Brunhøjvej 8 i Ry er sparket til hjørne af medlemmerne af Økonomiudvalget. Det fortæller udvalgsformand og borgmester Frands Fischer (S).
"Der er flere ting, vi skal have kigget på, før vi vil sætte gang i en foroffentlighedsfase, konstaterer Fischer.
En af udfordringerne er, at byggeriet er planlagt i 5,5 etagers højde.
"Her er vi i 3,5 eller 4, alt afhængig af om vi snakker sadeltag eller ej. 5,5 etager lige over for Gudenåskolen er for højt. Det var vi enige om i udvalget," lyder det.
En anden udfordring, politikerne har fået øje på, handler om bykvaliteten - og pladsen - mellem bygningerne. Og så er der spørgsmålet om kapacitet.
"Vi er i forvejen udfordret på kapacitet i Ry, når der handler om pladser i institutioner og skoler. Det her projekt er ikke med i de prognoser, vi arbejder med, og det er alt andet lige en udfordring. Det samme kan man sige om presset på vores vejnet," siger Frands Fischer.