Bo er træt af ubudne skovgæster
Reglerne for færdsel i en privat skov bliver hyppigt overtrådt, fortæller skovejer
Det er umiddelbart den rene idyl: Fuglesang, planter på forårsspring og udsigt til en glimtende Ravnsø. Her ejer Bo Glent-Thule 58 hektar skov i Nygårde Skov, hvor de 40 står urørt hen, men der er skår i idyllen.
Skårene er besøgende i skoven, der ikke overholder de regler, der er for en privat skov.
"Folk går eller cykler regelmæssigt på steder i skoven, hvor de ikke må være," fortæller Bo Glent-Thule.
Han er blevet så træt af de ubudne gæster, at han er begyndt at anmelde dem til politiet. Nogle af dem møder han selv ude i skoven, andre bliver fanget på et af de vildtkameraer, der er opsat i Bos skov på områder, hvor man ikke må færdes. Og nogle møder han på steder, hvor det er umuligt at komme uden at se et af de skilte med 'adgang forbudt', som Bo har sat op.
Hvad siger folk, når du stopper dem?
"De fleste bliver overraskede. Så er der også nogle, der bliver sure, og jeg har da også haft nogle diskussioner," fortæller Bo.
Fortæl mig lige, hvorfor du ikke vil ha' folk i skoven.
"Jamen, folk må meget gerne være i skoven. Det siger loven i øvrigt også. Men jeg vil gerne have, at folk overholde de regler, der nu engang er. Og det sker ikke altid," forklarer Bo og sætter flere ord på:
"Jeg kan godt li' min skov. Og skove generelt. Jeg har omlagt langt det meste af skoven til såkaldt urørt skov. Det betyder blandt andet, at der ikke fjernes træ fra arealerne. Blandt andet derfor er jeg træt af, at folk i skoven bliver ved med at gå væk fra de stier, som de har lov til at gå på, og begynder at lave spor gennem skoven."
Skoven har jo en værdi. Og den bliver dels forringet af, at vildtet bliver skræmt væk af gæsterne, og dels at der bliver lavet spor gennem terrænet.
Ordene efterfølges af en pegende finger i retning af et menneskeskabt spor.
"Sporet her går tilmed ned til et skovgærde (hegn, red.), som det ifølge lovgivningen ikke er lovligt at kravle over, men det ved folk ikke. Eller også er de bare ligeglade," lyder det fra Bo.
Spørgsmål om værdi
Bo Glent-Thule arvede skoven fra sin far for fem år siden, og den bliver blandt andet brugt til jagt. Der er også skovdrift i dele af skoven.
"Der er ingen tvivl om, at mange gæster i skoven har en negativ indvirkning på mængden af vildt. Jeg synes generelt, der er kommet flere mennesker i skoven i de seneste år, men under coronanedlukningen er der virkelig sket noget med antallet af gæster i skoven," siger han og fortsætter:
"Skoven har jo en værdi. Og den bliver dels forringet af, at vildtet bliver skræmt væk af gæsterne, og dels at der bliver lavet spor gennem terrænet. Og det er nu engang ulovligt, det som rigtig mange gør her i skoven."
Bo fortæller om en lokal mountainbikeklub, der havde tegnet en rute gennem arealer i Bos skovområde, hvor det ifølge lovgivningen ikke er lovligt at befinde sig. Det forhold er dog nu ændret, men der skulle et formandsskifte i klubben til først.
Vi har bevæget os rundt i det smukke skovområde i en god time. Og blandt andet stået på bredden af Ravnsø på et sted, hvor man ikke kan komme uden at overtræde lovgivningen. Et spor afslører dog tydeligt, at der har været skovgæster på ulovlige traveture. Og pænt mange af dem.
"For at komme herned via det spor, skal man forlade stien, klemme sig gennem en tæt granskov og overse skiltningen med adgang forbudt, men det gør flok jævnligt," fortæller Bo, mens han flytter et af de vildtkameraer, der er sat op forskellige steder i skoven - og leverer de billeder, han overlader til politiet.
Bo ved, at hans billeder har udløst bøder.
"Jeg synes, jeg har gjort alt tænkeligt for at fortælle folk, hvor de ikke må gå i skoven. Når de alligevel gør det, så har det altså en konsekvens. Akkurat, som hvis du kører for stærkt."
Betjent reagerer
Vagn Stensig Kristensen, der som lokalbetjenten i Ry også dækker Nygårde Skov, bekræfter over for UgeBladet, at han behandler Bo Glent-Thules anmeldelser.
"Der er på landsplan en generel tendens i øjeblikket til, at flere skovområder overrendes. Og det er en helt klar lovgivning for, hvor i skovene man må færdes," fortæller Vagn Stensig Kristensen og oplyser, at man får 1500 kr. i bøde for at overtræde reglerne i en privat skov.