Planer om 10 mindre parcelhuse i Herskind
Kommunen sender lokalplan i fire uges offentlig høring.
Et boligområde syd for Langelinie i det østlige Herskind, hvor der kan bygges maksimalt 10 mindre parcelhuse, kan være på vej, hvis en ny lokalplan for området bliver til virkelighed.
Det er HusCompagniet, som har anmodet kommunen om planlægningen.
Det har jo været et lokalt ønske i Herskind, at man fik flere lidt mindre boliger, og det er måske det, udvikleren har lyttet til.
I første omgang har Økonomi- og Erhvervsudvalget besluttet at indstille til byrådet, at lokalplanen offentliggøres og sendes i fire ugers offentlig høring.
Lokalplanområdet er beliggende i den østlige del af Herskind som en forlængelse af det eksisterende ved Glentevænget, der er udlagt som bolig og erhverv.
Området omfatter et areal på ca. 12.400 kvadratmeter og udlægges som et mindre boligområde med åben-lav bebyggelse som en direkte forlængelse af boligvejen Glentevænget, og afgrænses mod nord af Langelinie, oplyses det i sagsfremstillingen.
Indenfor lokalplanområdet udlægges en mindre stiforbindelse, der hægter lokalplanområdet på Langelinie, der er trafiksikker med cykelsti til skolen, som ligger nord for Langelinie.
Parcellerne udlægges med grundstørrelse på ca. 650-750 kvadratmeter. Da grundene er forholdsvis små, holdes bebyggelsesprocenten på 25 procent for den enkelte ejendom.
Den sydlige del af lokalplanområdet, svarende til minimum 15 procent af arealet, udlægges til fælles grønt friareal med klimalavning, der benyttes til ophold og leg, når klimalavningen ikke er i aktiv funktion.
I december skabte en anden lokalplan i Herskind utilfredshed blandt nogle borgere, fordi der var mulighed for at bygge i halvanden plan.
Den aktuelle lokalplan handler imidlertid om almindelige og lidt mindre 1 plans huse.
»Det har jo været et lokalt ønske i Herskind, at man fik flere lidt mindre boliger, og det er måske det, udvikleren har lyttet til. På den måde tænker jeg, at planen her ligger meget godt i tråd med de lokale ønsker,« siger formanden for Økonomi- og Erhvervsudvalget, borgmester Frands Fischer (S).