Frivillig flytning: Borgere fra 17 plejeboliger skal flyttes fra Kildegården
Kommunen tilbyder borgerne økonomisk hjælp for at motivere flytning.
Skanderborg Kommune lægger op til, at der skal ske en frivillig flytning af borgerne i 17 plejeboliger i afdelingen Udsigten på Kildegården.
Plejeboligerne skal frigøres for at give plads til at etablere flere korttidspladser på Kildegården. Det har Byrådet besluttet, og det sker for at samle den specialiserede indsats for midlertidige døgndækkede ophold.
Ingen bliver flyttet mod deres vilje, men det er vores oplæg, at vi vil prøve at flytte borgerne og deres personale ned på Dagmargården, når den er klar med næste etape, og det håber vi, at borgerne synes er en god ide.
En samlet flytning
Formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Jens Szabo (V), oplyser, at der har været holdt et møde med de 17 borgere, som bor på Udsigten, og deres pårørende om flytningen.

»Ingen bliver flyttet mod deres vilje, men det er vores oplæg, at vi vil prøve at flytte borgerne og deres personale ned på Dagmargården, når den er klar med næste etape, og det håber vi, at borgerne synes er en god ide,« forklarer Jens Szabo.
Udvalgsformanden betoner, at det også vil være muligt at finde andre løsninger, hvis nogle af beboerne hellere vil flyttes til en plejebolig i en anden afdeling på Kildegården.
Lån til indskud
For at motivere borgernes til en frivillig flytning indstiller Sundheds- og Omsorgsudvalget til Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet, at borgerne tilbydes rente- og afdragsfrie lån til at dække differencen mellem indskuddet i den nuværende og nye plejebolig.
Eksempelvis udgør indskud for en plejebolig på Dagmargården, hvor beboerne som udgangspunkt vil få tilbudt en bolig, cirka 41.000 kroner, mens indskud for en bolig på Udsigten udgør cirka 21.000 kroner. Lånet gælder i hele den tid, borgerne bor i den nye plejebolig.
Dertil kommer, at kommunen vil hjælpe borgerne med at dække flytte- og etableringsomkostninger efter nogle rammer. Udgifterne vil i lighed med tidligere praksis blive afholdt på baggrund af fælles løsninger, hvor Skanderborg Kommune indhenter samlet tilbud og faciliterer processen.
Prøvet det før
Hvis alle 17 beboere vælger at flytte, ventes beløbet til motivering af fraflytning at løbe op i cirka 880.000 kroner, hvoraf alene de 557.000 kroner anslås at dække difference i indskud.
Kommunen har tidligere en anvendt en tilsvarende løsning i forbindelse med flytning af plejeboliger fra Ryvang, Søkilde og Dalbogård til Fællesskabets Hus i Ry.
De 17 plejeboliger ejes og udlejes af Skanderborg Andelsboligforening, som også skal stå for etableringen af den nye korttidsafdeling.