Politikere vil sende ny affaldsplan i høring
Borgerne i Skanderborg Kommune skal fra næste år sortere affaldet endnu mere, men inden da skal affaldsplanen sendes i offentlig høring.
Om et års tid skal borgerne i Skanderborg og Odder kommuner sortere affaldet endnu mere. Frem mod det har Skanderborg Kommune i samarbejde med Renosyd arbejdet på en affaldsplan for 2023 til 2026. En plan, som sendes i offentlig høring, hvis politikerne ender med at godkende den.
Foreløbigt har Klima,- Miljø- og Planudvalget godkendt planen.
Mere genbrug
Helt konkret består den foreløbige affaldsplan af fire punkter: Mindre og bedre affald, mere genbrug, mere sortering og bedre genanvendelse samt formidling og involvering.
Det er ikke noget nyt, at Skanderborg Kommune godt kunne tænke sig, at borgerne genbruger mere og i det hele taget producerer mindre affald end hidtil. Det har været målet i en længere periode.
»Det stod også i den forrige plan, men det gik helt anderledes. Blandt andet på grund af corona, fordi det gav folk tid til at rydde op derhjemme. Østjylland og Skanderborg er nogle af topscorerne i Danmark til at have mest affald - og det skal der gøres noget ved. Men jeg tror da generelt, at folk er meget bevidste omkring det i forvejen,« lyder det fra formand Claus Leick (SF) fra Klima,- Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune, der forestiller sig, at madaffaldet kan blive en udfordring for nogle.
»I dag sorterer vi ikke maden, men det bliver bare smidt sammen med restaffaldet. Fra næste år får man en beholder særligt til mad, og det tror jeg da også kan være med til at gøre folk endnu mere bevidste omkring mængden af mad, man smider ud,« siger Claus Leick og fortæller om et forsøg med en række familier i Stjær for nogle år siden.
»Familierne arbejdede målrettet med at bruge de varer, de havde til rådighed og ikke skulle smide noget ud. Det kan man komme langt med. At man tænker i at bruge de madvarer, man har i køleskabet, inden de bliver dårlige. Det bliver selvfølgelig en udfordring, fordi mange er vant til at gøre tingene på en anden måde - og man får ikke penge for det. Tvært i mod. Så det er en kommunikationsøvelse. Det skal give mening for os, fordi vi tror på, at det er det bedste at gøre,« lyder det fra udvalgsformanden.
Et andet sted, man, med fordel kan øve sig i at mindske mængden af affald er i haven. Udvalgsformanden slår på, at man snildt kan bruge meget af haveaffaldet derhjemme.
»Haveaffald er den største fraktion. Det vejer mest, hvis man måler på det. Den del kunne man måske godt gøre noget ved, hvis man eksempelvis skar haveaffaldet op og brugte det i bedene derhjemme. Der er selvfølgelig også andre ting, men haveaffald er helt sikkert en af dem, der vil komme i fokus i den kommende periode,« siger Claus Leick.
Tre spande og elbiler
Selvom man i Skanderborg Kommune først officielt skal sortere affaldet anderledes fra 2024, anbefales det, at man allerede nu begynder at tænke mere over det.
Når tiden er inde til den nye affaldssortering, kommer hver husstand helt konkret til at have tre udendørs affaldsbeholdere med flere rum.
I en affaldsspand er der et rum til restaffald og madaffald, i en anden skal hård plast, blød plast, mad & drikkekartoner i det ene rum, men glas og metal skal i det andet. I den tredje affaldsbeholder skal papir, pap og tekstiler. Derudover får man desuden også en beholder til farligt affald.
»Der kommer til at være en masse kampagner i den kommende tid, fordi den nye affaldsplan kræver, at man i nogle tilfælde skal ændre sine vaner. Det kommer jo til at være en anden måde at sortere affaldet på. Det kan selvfølgelig være en god ide at sortere affaldet mere inde i sit hus, inden man går ud til affaldsbeholderne med det - men det er noget, man skal have indarbejdet, og det tager selvfølgelig tid,« lyder det fra Claus Leick.
Udvalgsformanden oplyser desuden, at de nye affaldsbeholdere er lavet af genbrugsplast.
»Og bilerne kører på el og bioethanol. Løftemekanismerne kører også på el, så det er langt grønnere og larmer lidt mindre. Det bliver formentlig ikke noget, den enkelte borger kommer til at lægge meget mærke til, fordi bilerne jo ofte kommer, når man ikke er hjemme eller når man sover,« siger Claus Leick.
Han fortæller, at en af de helt store årsager til, at man i Skanderborg Kommune endnu ikke har udrullet en ny affaldsplan er, at den allerede eksisterende affaldsaftale først udløber næste år - og hvis man ændrede planen allerede nu, ville det blive endnu dyrere for borgerne.
Affaldsplanen 2023 til 2026 fortsætter med at blive drøftet politisk i de kommende uger, inden planen sendes i offentlig høring.
Politikerne forventer, at den endelige affaldsplan for 2023 til 2026 bliver godkendt til sommer.