Nytårskur: Ros til erhvervslivet og høje ambitioner hos kommunen
Massivt fremmøde til kommunens nytårskur for erhvervslivet.
Der var trængsel og en livlig summen, da Skanderborg Kommune havde samlet 255 til nytårskur for erhvervslivet, der denne gang foregik på SCU, Skanderborg-Odder Center for Uddannelse, på Højvangens Torv.
Borgmester Frands Fischer replicerede da også i sin tale, at situationen passede godt til Byrådets nye vision for Skanderborg kommune, at mennesker møder mennesker i Danmarks smukkeste kommune.
Vi har fået cirka 10 procent flere private arbejdspladser over de sidste fem år. Det er noget over landsgennemsnittet, og vi kan være stolte af den vækst, I er med til at skabe for Skanderborg Kommune.
»Det menneskelige møde er særlig vigtigt nu, når vi igen kan holde nytårskur. De sidste par år har nytårskurene jo været aflyst, og man fristes næsten til at sige, at man kan høre på snakken og lydniveauet, at det er dobbelt op i forhold til sidste gang,« sagde borgmesteren.
Grøn omstilling
Frands Fischer konstaterede, at tiden efter krigen i Ukraine har sat gang i inflationen og medført stigende energipriser på gas og olie.
»Det har sat skub i den grønne omstilling, og det er bedre med dansk vind end russisk gas, ligesom også fjernvarme er blevet sat på dagsordenen. Snart har vi her i kommunen et projekt omkring Skovby, Storring, Stjær, der ruller ud med fjernvarme, og det er helt fantastisk, at vi har kunnet komme så hurtigt afsted med det. Jeg tror, vi er en af de kommuner, der kommer først på den front.«
Kommunen har i det hele taget sat det lange ben foran i ambitionerne på den grønne omstilling, og det kommer til at kræve noget af alle, fastslog Frands Fischer.
Ros til erhvervslivet
Der var ros fra borgmesteren til erhvervslivet i Skanderborg Kommune, som har været rigtig gode til at møde krisen og tilpasse sig til en ny virkelighed, ligesom der også har været rigtig godt gang i hjulene ude i virksomhederne i de seneste år.
»Vi har fået cirka 10 procent flere private arbejdspladser over de sidste fem år. Det er noget over landsgennemsnittet, og vi kan være stolte af den vækst, I er med til at skabe for Skanderborg Kommune,« sagde han og nævnte, at der lige nu også er ikke mindre end 36 gazellevirksomheder i kommunen.
Hurtigere behandling
I den forbindelse fastslog borgmester Frands Fischer, at Skanderborg Kommune skal være i stand til hurtigt at kunne hjælpe virksomheder med at servicere med tilladelser, myndighedsbehandling og lokalplaner.
Særligt med hensyn til byggesager og sagsbehandlingstider har der været potentiale til forbedringer, oplyste Frands Fischer og nævnte, at det var blevet bedre.
»I december 2021 havde vores byggeafdeling hele 131 sager i kø, og den ældste af de sager var 166 dage gammel. I december 22 havde vi 27 sager i kø, og den ældste sag havde ligget i 21 dage, så det er noget af en forbedring,« konstaterede borgmesteren.
Frands Fischer var godt klar over, at man kunne indvende, at der i disse tider ikke er så mange, der skal have bygget hus. Men omvendt er der arbejdet benhårdt med området, som har fået flere ressourcer tildelt, ligesom der er lagt en anden systematik ind i sagsbehandlingen, tilføjede han.
Høje ambitioner
Borgmesteren nævnte tillige, at det er kommunens ambition at blive en af Danmarks bedste erhvervskommuner, og det skal også afspejle sig i de analyser, som Dansk Industri laver på kommunernes erhvervsvenlighed.
I den forbindelse er god kommunikation og tilgængelighed fra kommunens side vigtig, og det arbejder kommunen også på at blive endnu bedre til, lød det.
Borgmesteren fremhævede desuden, at Byrådet er på vej med en ny erhvervspolitik, som lanceres i løbet af foråret eller hen mod sommerferien.
I den forbindelse er der gennemført fokusinterview med en bred gruppe af virksomheder, ligesom deltagerne i Nytårskuren blev opfordret til at give input hertil på små postkort, der kunne afleveres på mødet.